Adda Djørup: Den mindste modstand, 120 sider, Samlerens Forlag

Adda Djørup - Den mindste modstandSproglige delikatesser

To år er der gået, siden Adda Djørup i 2007 prosadebuterede med en novellesamling, der imponerede ved sit enorme sproglige overskud og ikke mindst en utrolig særegenhed.

Inden da var udkommet den ligeledes roste digtsamling Monsieurs monologer, og nu kommer så endelig romanen, som flere anmeldere har råbt på.

 Tænkningens minimalhedonisme

Den mindste modstand er igen et sprogligt let arkaisk overflødighedshorn: Hvornår har man f.eks. sidst set en samtidig forfatter slippe af sted med en sætning som “bare en linje, der randt mig ihu” eller begreber som “tænkningens minimalhedonisme”.

Sidstnævnte er også temaet for romanen.

Den mindste modstand

Emma – kvinde i trediverne og romanens omdrejningspunkt – gør sit for at indrette sig, så hendes tanker kan flyde. Med mindst mulig modstand. Og i begyndelsen af bogen virker tanken også besnærende på læseren og Emmas liv tillokkende.

Det bliver imidlertid klart med fortællingens fremdrift, at en sådan levevis har konsekvenser både for Emmas omgivelser og forhende selv, og hun undgår ikke at såre den, hun elsker.

Højtidelig og usnobbet på samme tid

Den mindste modstand er en lille, men intens roman, der giver læseren selv noget at tænke over og får tankerne til at flyde. Djørup skriver fantastisk højtideligt og dog usnobbet. Højtideligheden kommer naturligt til hende og dermed også til læseren.

Det er en fornøjelse af se så ny en forfatter udvise så stor og imponerende selvsikkerhed. I opbygningen af plottet såvel som i sin bemærkelsesværdige omgang med sproget. Man kan kun glæde sig til mere fra Djørups pen.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]