Anna Friis: Vi er da voksne mennesker, 224 sider, Gyldendal.

Uddannelsessump og identitetsdødvande

Hvor længe kan man blive ved med at lyve for sig selv og tro, at man skal skrive ph.d. og være forsker, når man ikke engang formår at gøre sit speciale færdigt?

Eller at man skal udgive historiske og æstetiske graphic novels, når man aldrig fuldender en idé og desuden arbejder fuldtids som ufaglært tjener efter at have droppet arkitektstudierne?

Monotont foruroligende

Anna Friis’ monotont foruroligende debutroman maler et sigende, næsten karikeret portræt af et Århuspar midt i 20’erne, der opfatter sig selv som intellektuelle kunstnertyper, men som i virkeligheden ikke er i stand til at gennemføre den rolle, de har påtaget sig.

Stille deroute

Med små, fine detaljer danner Friis et langsomt klarere billede af de to hovedpersoners stille deroute, og selv om man som læser aner deres træden vande i forhold til uddannelse og søgen efter en identitet, er de lige ved også at overbevise læseren om, at det ingen konsekvenser vil få; at der bare er tale om en fase.

Læs også anmeldelse af Anna Friis: Himmelpletter (2015)

Omverdenens forventninger

Først på de allersidste sider melder virkeligheden sig, hvilket nærmest bliver en lettelse, fordi det gør en ende på den løgn, de begge så krampagtigt har holdt fast i. Vi er da voksne mennesker skildrer med dyster præcision, hvordan vi forsøger at leve op til egne og omverdenens forventninger og hellere lyver for både os selv og alle omkring os i vores kamp for at gøre løgnen til virkelighed i stedet for at råbes ud som en fiasko.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]