Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Category: Louisiana Literature 2014

Katrine Marie Guldager: Peters død

Katrine Marie Guldager: Peters død, 208 sider,  Lindhardt og Ringhof.

Fjerde bind i Køge-krønikenKatrine Marie guldager - peters død

I Katrine Marie Guldagers roste Køge-krønike er vi i år nået til fjerde bind ud af otte planlagte – og til 1970’erne.

De foregående tre bind, som alle kaldes selvstændige romaner i serien, har taget hul på historien om søskendeparret Leonora og Henry, der vokser op i Køge hos faren Peter, efter at deres mor har forladt familien.

Kollektiv i Hellerup

Peters død handler selvsagt om deres fars – pludselige – død og hvordan det påvirker hans familie.

Men den tager sit udgangspunkt i Henrys etablering af et kollektiv i Hellerup sammen med sin gravide kone, lille søn og en række andre par og enlige.

Distanceret fortæller

I kollektivet lever hippieidealerne og drømmen om storfamilien, men fortælleren holder en humoristisk/satirisk distance og udstiller stereotyperne i stedet for at komme rigtigt under huden på personerne.

Vi hører om klidboller og rødbedebøffer, gruppeknus, fællesbørn og kropsbevidsthed, mens Leonora er mere traditionel i sine drømme om familie og børn.

Konstrueret historie

Historien i dette fjerde bind er, som i de foregående, underholdende og rørende med en spændende forankring i den tid, den foregår i.

Men samtidig fornemmes det skelet af plot, der skal passe med tidligere og kommende dele af serien, som en tung drejebog, der går forud for personernes psykologi.

Og i stedet for at føle med karaktererne, opleves de i nogen grad som stiliserede marionetdukker i fortællerens teater. Bogen fungerer dog i nogen grad som handlingsbåret portræt af en tidsperiode med den fortsatte beretning om familien fra Køge.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Joyce Carol Oates: De forbandede

Joyce Carol Oates: De forbandede, oversat af Lærke Pade, 712 sider, Gads Forlag.

MonstrøstDe forbandende Joyce carol oates

711 siders gotisk murstensroman. Det er, hvad produktive Joyce Carol Oates præsenterer os for i sin seneste udgivelse De forbandede.

Den 76-årige amerikanske forfatter har mere end 50 romaner på samvittigheden foruden noveller, digte, essays, skuespil mm.

Vampyrer i Princeton

I De forbandede befinder vi os i universitetsmiljøet i Princeton i begyndelsen af 1900-tallet.

Persongalleriet er mangfoldigt og tæller både vampyrer i diverse forklædninger og historiske personer i dristige fiktionaliseringer.

Præsidenter og forfattere

Især daværende rektor på Princeton University (og kommende amerikansk præsident og nobelprismodtager), Woodrow Wilson, er indgående karakteriseret som anæmisk, svagelig, medicinomtåget og neurotisk.

Alt imens han spydigt langer giftige anklager ud mod sine politiske modstandere, deriblandt siddende præsident Theodore Roosevelt.

Også forfatterne Mark Twain og Jack London optræder, mens socialisten Upton Sinclair spiller en større birolle.

Kompliceret gotisk fortælling

Plottet kan ikke tilnærmelsesvis gengives her, men skydes i gang, da Princetons mest anerkendte personlighed Pastor Winslow Slades smukke barnebarn, Annabel, forsvinder fra sit eget bryllup sammen med en dæmon.

Herefter breder ”forbandelsen” sig blandt universitetsbyens finere familier og koster både menneskeliv og ikke helt naturlige børnefødsler.

For lang, men højt niveau

At bogen er alt for lang og plottet alt for omstændeligt forgrenet, er der ingen tvivl om, men Oates formår alligevel at holde det fortælletekniske niveau hele vejen med en kakofonisk række fortællere med hver deres begrænsede indsigt i “forbandelsen”.

En monstrøs bog med høj underholdningsværdi og litterært niveau, som dog burde have været kraftigt beskåret.

NB. Joyce Carol Oates gæster Louisiana Literature i Humlebæk fra 21.-24. august.

[Anmeldelsen bringes også i Fyens Stiftstidende]

Margaret Atwood: Syndflodens år

Margaret Atwood: Syndflodens år, 496 sider, roman, Lindhardt og Ringhof

Hvis man er til science fiction…margaret atwood Syndflodens år - anmeldelse

Det er en splittet anmelder, som sætter sig til tasterne for at anmelde den canadiske bestsellerforfatter Margaret Atwoods nye storværk ”Syndflodens år” (udkommet 2011 /red).

Velskrevet fremtidsberetning

På den ene side er romanen nemlig en velskrevet, satirisk, dystopisk og til mindste detalje yderst fantasifuld fremtidsberetning om en verden, hvor menneskets rovdrift på kloden og på næstekærligheden har nedbrudt både økosystem, etik, moral og samfund og efterladt et voldskontrolleret overvågningsanarki opdelt i små, autonome undergrupperinger, herunder de religiøse økofanatikere Gartnerne, som er romanens udgangspunkt.

Mangler dybde

Men der er et ’på den anden side’, hvor romanen aldrig åbner sig fuldt ud, måske fordi læseren aldrig kommer ordentligt ind under huden på de bærende karakterer – de to kvinder Toby og Ren, der som nogle af de eneste overlever den pandemi, der udsletter det meste af jordens befolkning.

Spekulativ fiktion

Eller måske simpelthen fordi science fiction ikke er denne anmelders foretrukne genre, selv om Atwood hellere vil kalde sin stil for ”spekulativ fiktion”.

Ensidige kønsbeskrivelser

En rammende betegnelse, men netop det meget komplekse og gennemtænkte plot kommer hurtigt til at virke for konstrueret.

For tit er mændene de onde, brutale sexgalninge, mens de unge kvinder er forsvarsløse ofre, der skal reddes.

Grotesk overflødighedshorn

Men romanen er også et komisk og grotesk overflødighedshorn af kreative slogans, salmer, opfindelser og betegnelser.

Som samlet oplevelse er ”Syndflodens år” både underholdende og mærkelig, tankevækkende og lidt uinteressant.

Den opbygger et gigantisk, komplekst scenarie og stiller spørgsmål ved vores behandling af kloden. Men denne anmelder blev aldrig fanget af fortællingen.

OBS. Margaret Atwood besøger litteraturfestivalen Louisiana Literature 2014 21.-24. august.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret, noveller, oversat af Karen Margrethe Adserballe, 172 sider. Udgivet november 2010. Forlaget Vandkunsten.

Lydia-Davis---Kakerlakker-om-efteraretLitterariteter

Der er noget arkaisk og nærmest antikvarisk over hele setup’et: Lommeformat, hardback, rødt og gult omslag, gulnet papir fra forlaget sat med typer som fra en skrivemaskine.

Paul Austers ekskone

Her kan man læse, at Lydia Davis var gift med Paul Auster tilbage i 1970’erne. Mon det er derfor, hun nu (red. november 2010) udkommer for første gang i Danmark; for at trække på noget af al Auster-hypen?

Her skal det dog hurtigt tilføjes, at Davis i høj grad kan klare sig på egen hånd.

Nomineret til PEN/Hemingway-prisen

Kakerlakker om efteråret er oversat efter Break it down fra 1986, som var finalist til PEN/Hemingway-prisen; og det er der ikke noget at sige til.

Nerve

Novellerne, hvoraf nogle kun er få linjer lange, er originale, finurlige, sjove, bizarre, sørgelige og eksperimenterende i form og indhold, men med en nerve og et nærvær i sproget og en indføling i historiernes karakterer, så man straks forholder sig til dem og tilmed tit føler sig forbundet med dem.

Stor fortællekunst

Det er uden tvivl stor fortællekunst, og Davis får meget lovende lov til at indvie Forlaget Vandkunstens nye serie af store fortællere i lommeformat. Der er vist noget at glæde sig til.

Til gengæld irriteres denne anmelder lidt over oversættelsen, hvor ’would’ konsekvent oversættes med ’ville’, selv om det oftest er et udtryk for datid og ikke for en vilje. Det formår dog ikke at forstyrre det formidable sprog og en læseoplevelse af de større.

NB. Lydia Davis gæster Louisiana Literature i Humlebæk fredag 22. august.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden

Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden. Roman, 288 sider, Forlaget Per Kofod.

opmaalingen_af_verden_Daniel KehlmannDon Quixotesk humor på tysk

Knap en million tyske læsere har moret sig og filosoferet over livet og verdens små og store sammenhænge i selskab med de to videnskabsmænd, Alexander von Humboldt (1769-1859) og Carl Friedrich Gauss (1777-1855).

Nu får 37 andre lande, heriblandt Danmark også muligheden (2007, red.). De to tyske herrer er nemlig hovedpersonerne i Daniel Kehlmanns umådelig anmelderroste roman Opmålingen af verden. Og rost med rette!

Umiddelbart aldeles ligegyldige videnskabelige måleresultater og matematiske udregninger ligger som en ironiserende underlægningsmusik til livets gang for de to genier, fortalt raffineret og aldeles underholdende.

Læs også anmeldelsen af Kehlmanns debutroman Jeg og Kaminski

Blanding af fakta og fiktion

Med en sindrig blanding af fakta og fiktion beretter den 32-årige tysk-østrigske forfatter om Gauss og Humboldts forskellige livsbaner frem til de i 1828 mødes under en konference i Berlin.

Mens Humboldt rejser ud i verden og bestiger vulkaner og kravler i huler, forlader Gauss kun nødigt sin hjemby Göttingen og sin stjernekikkert.

Minder om Don Quixote

De to videnskabsmænds excentriske manerer skildret i en underspillet humoristisk og lettere sarkastisk tone leder allerede få sider inde i bogen tankerne hen på Cervantes’ Don Quixote.

Gauss tæller for eksempel primtal, når han bliver nervøs, og ingen af de to intelligenser kan forstå, hvordan andre mennesker kan være så længe om at svare på selv simple spørgsmål.

Intelligent fortællekunst

Således tegner Kehlmann på formidabel vis et billede af to tyske genier, der lever i deres egen alt for målbare verden uden at kunne gebærde sig i den reelle verden, der omgiver dem. Morsom og lynende intelligent fortællekunst.

Læs også anmeldelsen af Berømmelse – en roman i ni historier fra 2009 her

OBS. Daniel Kehlmann besøger litteraturfestivalen Louisiana Literature 2014 21.-24. august.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

© 2022 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑