Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Category: Roman (page 1 of 4)

Sara Roepstorff: Min far er en tiger

Sara Roepstorff: Min far er en tiger, 154 sider, Gladiator

Autofiktiv sygdomsfortælling

Sara Roepstorff - min far er en tigerHos debutant Sara Roepstorff er vi i genren autofiktion; fortælleren hedder Sara og deler liv og historie med forfatteren.

I romanen følger vi fortælleren gennem den forfærdelige proces, hvor hendes far rammes af leukæmi og gennemgår et sygdomsforløb, der trækker hele familien tæt ind om sin kerne. Kernefamilien med de netop voksne døtre, Petra på 34 og tvillingerne Cille og Sara på 27.

Kærligt familieportræt

Historien er både gribende og velfortalt, men det er i portrættet af den kærlige og sympatiske familie, der spiser ostemadder og drikker te i en uendelighed, at bogen virkelig vinder sin læser.

Man får lyst til tage på besøg hos familien. Sidde og bladre i Politiken og følge med i udklækningen af havørneæg live på iPaden i den venlige stue med lyserøde pelargonier  i vindueskarmen. Gå med ud i haven, studere sommerfuglene, dufte til syrenerne. Tage på svampejagt i Gribskov.

Floraen og faunaen spiller en rolle, begge forældre er biologer. Det er koblingen til en ubekymret barndom, kontrasten.

Sygdommen

Der er fine beskrivelser af sprækkerne i den gamle, solide familieorden, efterhånden som sygdommen skrider frem. Det følelsesmæssige ambivalente i at Saras tvillingesøster er højgravid, da kræften rammer. De uvante situationer, hvor fortælleren er alene med sin far på hospitalet og pludselig skal opfinde en ny måde at være sammen på.

Men allermest den store kærlighed og omsorg, der flyder fra far til døtre og fra døtre til far, mellem forældrene og som en stærk sammenhæng mellem alle i familien. En fin familiehistorie.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus

Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus, 200 sider, Gyldendal

En kærlighedshistorie

Forside - Sigurd Hartkorn - Noget om VitusDer er noget underspillet over 26-årige Sigurd Hartkorn Plaetners debutroman Noget om Vitus.

Bagsideteksten, der indledes: ”Vitus spiser for mange frysepizzaer og ryger for mange smøger”. Sproget, der er kækt og cool og altid har en smart metafor oppe i ærmet. Omslaget, der viser det inderste af et hjerte og peger i retning af en romantisk komedie.

Titlen, der ikke afslører, at det i virkeligheden er ALT om Vitus, som vi får så gribende serveret i bogen. Alt det essentielle i hvert fald, som et ungt menneske på 22 kan handle om.

Ikke komedie

Noget om Vitus er nemlig ikke komedie, selvom sproget indimellem lægger en hip distance til sig selv. Det er en ægte rørende fortælling med indtil flere ulykkelige – men ikke banale – kærlighedshistorier.

Gravid kæreste

Handlingen udspiller sig over et års tid og skydes i gang, da Vitus’ kæreste fortæller ham, at hun er gravid og vil beholde barnet. Et barn, som Vitus ikke ønsker.

Ny forelskelse

Kort efter møder han den fantastiske Emma, som han straks forelsker sig i. Det bliver starten på noget fint og stort, der desværre ikke ender så lykkeligt, som man tager sig selv i at håbe.

Til gengæld sætter mødet med Emma gang i Vitus’ bearbejdelse af sin mors selvmord og ændrer ham på flere måder for altid.

Klumme- og novelleskribent

Sigurd Hartkorn Plaetner skriver både klummer i Politiken og noveller til dameblade, og Noget om Vitus er en effektiv blanding af det smarte velskrevne og det dybt rørende i et smukt drejet plot.

 

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Ina Munch Christensen: Nielsine

Ina Munch Christensen: Nielsine, 176 sider, Gyldendal

Neurotisk ungpigeroman

Forsidefoto - Nielsine
Det er en klassisk debutroman, som Ina Munch Christensen har begået: Vild og utæmmet, rå og lidt famlende. Men ellers er der nu intet som helst klassisk over Nielsine.

Psykisk kaos

En kaotisk roman, hvor vi kommer helt ind under huden på den unge pige Nielsine, der kæmper med forskellige former for angst, psykiske problemer og en splittet familie.

Hun har svært ved at gennemføre sin HF, fordi hun ikke magter at sige noget i timerne eller at planlægge sin tid og få opgaver skrevet til tiden.

Jagten på kærligheden

I stedet fylder hendes sociale liv, og vi er med på jagten efter en kæreste m/k. En at dele ensomheden med, en til at styrke hendes nerver. Samtidig påvirker det familiemæssige kaos Nielsines liv og gør hende mere end almindeligt usikker på sig selv.

Mundtlig stil

Vi følger Nielsine helt tæt, så tæt, at alle dialoger serveres som en direkte gengivelse af en virkelig dialog med alle de ”fuuuck” og ”øh nejm”, ”HAR HAR” og ”ing?”, som nogle af os formentlig bruger i en almindelig samtale.

Det skaber selvfølgelig sin egen originale, mundtlige stil, men virker faktisk mere kunstigt og bremsende for indlevelsen.

Realitypræg

Nielsine er et spændende bekendtskab, men kommer ikke helt ud over et realitypræg og en retningsløshed, der hæmmer den litterære oplevelse.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

 

Kamilla Hega Holst: På træk

Kamilla Hega Holst: På træk, 294 sider, Samleren.

Kamilla HegIntens nedtursroman leger med fiktionens grænser

Jeg kan simpelthen ikke få Kamilla Hega Holsts På træk ud af kroppen igen efter endt læsning. Det er en bog, der brænder sit aftryk ind i læseren. Den bliver ligesom siddende, som om jeg nu deler afgørende erfaringer med hovedpersonen Kaya.

Kaya, som har mand og først ét barn, så et mere, da det begynder at gå galt i forholdet. Manden forlader hende, og det accelererer den nedtur, som Kaya allerede selv har indledt.

Grænseoverskridende

Hun overskrider hele tiden grænser, både sine egne, andres og de gældende samfundsnormer. Sine to børn efterlader hun hos deres far og nye kæreste og tager til Thailand på ubestemt tid for at bo hos sin velhavende morfar, som gerne vil have hende til at skrive sin historie.

Selv om der er eksempler på fremgang undervejs, ender opholdet med at efterlade Kaya uigenkaldeligt mærket.

Hvor meget er fiktion?

At der er flere sammenfald mellem Kayas og forfatterens liv, gør kun bogen endnu mere intens og uhyggelig. Især i karakteristikken af Kayas manglende evne til at ’tage sig sammen’. Hvordan hun lader sig styre af følelser og drifter, hvilket får store konsekvenser for hendes familieliv.

Ætsende sprog

Kamilla Hega Holsts sprog er ætsende klart, kondenseret og (selv)udleverende. Holst har to børnebøger og to romaner bag sig, som behandler temaer som død, sorg, kærlighed, begær og dominans.

Hun fik i 2012 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat netop for sin intense skrivestil, der nedbryder grænserne mellem fiktion og virkelighed. Det bliver også en varm anbefaling herfra.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

 

Anna Friis: Himmelpletter

Anna Friis: Himmelpletter, 152 sider, Gyldendal.

Århusforfatter skriver menneskets stille sider frem

Anna Friis - HimmelpletterAnna Friis debuterede i 2011 med den lille, fine roman Vi er da voksne mennesker om et ungt par, der er gået i stå i specialeskrivning og kunstnerdrømme.

Læs anmeldelse af Anna Friis: Vi er da voksne mennesker (2011)

Himmelpletter er en opfølger, der ikke er en fortsættelse, men som godt kunne være det.

Mød Silke og Oliver

Silke er nyuddannet og arbejdsløs lingvist, der bliver lektiehjælper for 8-årige Oliver, som har mistet sin mor og bor alene med sin far. Silke er lige blevet forladt af sin kæreste, og hendes bedste veninde har annonceret, at hun er gravid.

Præcision og nøjsomhed

Ensomheden hos de to hovedpersoner skrives stille frem på siderne i Friis’ nøjsomme og præcise prosa. Ligesom usikkerheden, tvivlen, skammen og følelsen af at være forkert.

Olivers minder om glade øjeblikke med sin mor er rørende og knugende. Silkes eksistensløshed er nærmest ubærlig.

Psykologisk indsigt

At Friis’ er uddannet cand.psyk. og har talent for at skrive de psykiske dybder hos sine karakterer frem, giver stor værdi til romanen.

Mindre værdi har nogle skæve indskud, hvor en ukendt Sara pludselig udtaler sig om Oliver i en enkelt, kort sætning.

Lediggang

Til gengæld giver et par håndfulde afsnit under titlen “Lediggang” et indblik i de slag, som Silke og andre ledige må tage imod i form af høfligt formanende/jubeloptimistisk støttende/truende beskeder fra jobcenter, a-kasse og afslag på jobansøgninger.

Inderlig men ujævn

Samlet set er Himmelpletter både en mere inderlig og en mere ujævn læseoplevelse end debuten. Vi er tættere inde på livet af Silke og Oliver, men historien mister retning og formål undervejs.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 240 sider, Rosinante.

Personlig debut beskriver Frankrigs underklasse indefra

Edouard Louis - Færdig med Eddy BellegueuleHan er i Frankrig blevet udråbt til et litterært mirakel. Édouard Louis, der debuterer med den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Bellegueule, hvilket også er forfatterens rigtige navn.

Landsbyliv

Bogen handler om den feminine Eddy, der vokser op i en lille nordfransk landsby, hvor de traditionelle kønsroller opretholdes med hård hånd af både mænd og kvinder, voksne og børn.

Mobbeoffer

Eddys familie hører til blandt de fattigste, men det er de løse håndled, den lyse stemme og den feminine gang, der er årsagen til det mobberi, han udsættes for gennem sin skoletid, fra han er ganske lille.

Sensationelt klare beskrivelser

Det sensationelle hos Édouard Louis er den klarhed, hvormed han beskriver sin egen opvækst, sin familie, sit miljø og sig selv. Hans analytiske blik, der ser igennem al fattigdommen og de sociale vilkår og forstår at karakterisere sin egen socialklasse med kombinationen af kendskabet til den indefra og blikket på den som en udefra.

Vejen ud

Det lykkes nemlig Eddy at slippe væk fra den lille landsby og komme på universitetet i en større by, hvilket bliver hans billet ud af livet i en samfundsklasse, hvor rådne tænder pga. manglende tandbørstning er en almindelighed, og hvor måltiderne består af pommes frites, pasta og hakkebøffer fra frost.

Ualmindeligt ærlig debut

Der er ikke sparet på detaljer om fortællerens afsky over for sin egen familie og om tidlige seksuelle lege med jævnaldrende drenge.

Édouard Louis’ personlige debut er således smerteligt ærlig og desuden nøgternt velskrevet og velfortalt.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Sabina Erbillor: Debil tur-retur

Sabina Erbillor: Debil tur-retur, 136 sider,  Samleren.

Humoristisk debut

Sabina Erbillor - Debil tur-retur

Der er noget Erlend Loe over Sabina Erbillors lille romandebut Debil tur-retur.

Både humoren, de skøre påfund og tonen, der er tør og konstaterende.

Derudover ligheden mellem fortælleren Eskild og Loes Doppler, der flytter ud i en skov for at komme lidt væk fra det hele.

Eskild bor dog stadig hjemme hos sin mor som 25årig, selv om hans kæreste Pernille hiver ham med ud at se på lejligheder. Eskild leder mest efter et godt tidspunkt at slå op på.

Kanotur med tosserne

Alligevel ender de på en mislykket kanotur i Norge sammen med Eskilds ven Boris, Kommando Torben og den smukke Anne, på trods af at Eskild egentlig ikke har fået ferie fra sit job i Matas.

Aarhus i tonen

Sabina Erbillor (f. 1991) er fra Aarhus, og den jyske, underspillede stemmeføring fornemmes i Eskilds fortælling om sit monotone liv og i de mundrette dialoger med mor, søster, mormor, kæreste og chef med flere. Det er sjovt, men også distanceret og lidt intetsigende.

Underholdende men lidt overfladisk

Erbillor skriver godt og underholdende, men uden en større nødvendighed eller mening. Det hele bliver en smule overfladisk og mindst et par af karaktererne opnår ikke den store troværdighed hos læseren.

Det ændrer dog ikke på, at romanen er velskrevet og humoristisk, og at elementer i dynamikken mellem Eskild og hans omgangskreds er fine psykologiske observationer af relationers mere akavede aspekter.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød, 200 sider, Gyldendal

Poetisk vildfarelse

Christel Wiinblad - De Elskende“Kærligheden, det var nærmest helt ufatteligt, det var nærmest endelig helt uvirkeligt, det var smukkere end alt, og det tændte hende helt vildt”.

Som i Christel Wiinblads tidligere værker mimer sproget i De elskende sin hovedperson og laver i sig selv en nøjagtig karakteristik:

Ensporet, banal, romantisk, søgende, intens, forvirret, svimmel, retningsløs og selvdestruktiv. En skrøbelig person ude af balance.

Flettede ord

Hendes sætninger gentager i et fransk fletværk, hele tiden med små forskydninger, de samme semioverflødige ord: helt, allerede, nærmest, endelig, alt, virkelig, pludselig, vildt, aldrig, igen.

Og skaber en unik mundtlig stil, der bygger sine egne sproglige præmisser op.

Litterær tendens

Det projekt har ligheder med Niels Franks “Nellies bog” og Christina Hagens “Boyfrind”, mens kærlighedsdramaets sadistiske og ydmygende karakter minder om Josefine Klougarts “Hallerne”.

Romantrilogi om misbrug

Wiinblads nye roman er den tredje i en serie, der sætter kærlighedens deformiteter under lup og følger en ung kvinde, der som barn blev misbrugt af sin far (Prolog) og senere som voksen i et parforhold hverken får plads til at bearbejde det traume eller udtrykke sin sorg over lillesøsterens selvmord (Ingen åbner).

Stillestående

Vi følger samme kvinde i mødet med endnu en mand og en øjeblikkelig, lidenskabelig og destruktiv forelskelse. Men fortællingen farer vild og løber i ring, præcis som hovedpersonen gør det. Det samme sker igen og igen med kun små variationer og en langsom udvikling i det voldelige kærlighedsforhold.

Er det meningen? Ja, formentlig. Er det godt? Eller bliver gentagelserne kedelige? Begge dele, faktisk.

Sprog vs. plot

Det ER godt udtænkt og godt udført med en sproglig mestring, der næsten ikke kender sin lige i dansk litteratur, men samtidig bliver anden halvdel af bogens midte for lang og ensformig til at holde læserens opmærksomhed på et i forvejen sprogligt avanceret plan, hvor ordene former uvante sætninger.

De elskende er poesi i særklasse, men lidt mere udvikling i plottet eller lidt færre ord havde styrket fortællingen.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Andrea Molesini: Villa Spada

Andrea Molesini: Villa Spada, på dansk ved Marie Andersen, 272 sider, Gyldendal

andrea_molesini - villa_spadaItaliensk familiedrama under 1. Verdenskrig

Den store krig. Belejring og plyndringer, voldtægter og sult. Henrettelser, lokal modstandsbevægelse og spionage.

Men også den unge fortæller Paolos forelskelse i den lidt ældre Giulia og hans seksuelle modning.

Baseret på forfatteres egen familiehistorie

Der er masser af drama i Andrea Molesinis debutroman Villa Spada, der allerede har gået sin sejrsgang i både hjemlandet Italien og store dele af Europa med en række priser. Molesini, som også er oversætter, digter, børnebogsforfatter og underviser i litteraturvidenskab, har ladet sig inspireret til romanen af en notesbog skrevet af hans grandtante Maria Spada.

Familiehistorien med sine større og mindre dramaer danner baggrundstæppe for de langt mere voldsomme begivenheder, som landsbyen Refrontolo udsættes for gennem de sidste år af Første Verdenskrig.

Stærke kvinder

Historien om adelsfamilien Spada og deres belejrede gods, mens krigen raserer omgivelserne, er dog fiktion baseret på fakta, og de subtile karakterskildringer af Spada-familiens stærke damer – den kloge bedstemor Nancy og den ensomme men handlekraftige tante Maria – leder næsten tankerne hen på Isabel Allendes Åndernes Hus.

Overfladisk hovedperson

Men på trods af disse gennemførte personer forbliver 17-årige Paolo en glat karakter, der er svær at indleve sig i. Man undrer sig flere gange over markante begivenheder, han kommer ud for, uden at de får den store betydning for hans udvikling.

Villa Spada er interessant læsning med dramatisk handling og historisk relevans, men mangler den sidste dybde i opbygningen af de primære personer, for at man lader sig rive helt med.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår, oversat fra japansk af Mette Holm, 302 sider, Klim.

Middelmådig Murakami

 Haruki Murakami - Den farveløse Tsukuru Tazakis...”Vi håber, at bogen rammer danske læsere med samme kraft, som en ny Beatles-skive i tresserne”, skriver forlaget Klim i følgebrevet til Haruki Murakamis nye bog på dansk, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår.

Henvisningen er til romanens modtagelse i USA, hvor rockmusiker og forfatter Patti Smith sammenligner ”Murakami-effekten” med tidligere generationers ”Beatles-frenzy”.

Retningsløs roman

Og med Murakamis høje popularitet herhjemme, er det da også fuldt ud sandsynligt. Men for mig er den storsælgende japaners seneste roman ikke overbevisende.

Vist er plottet forholdsvis interessant og komponeret med stigende spændingskurve, og vist er der tænksomme digressioner, der fodrer læseren med filosofiske betragtninger om livet og verden.

Alligevel er det samlede billede en retningsløs roman, der gør meget ud af at lægge op til et stort mysterium, kun for at lade løsningen være en banal løgn; og en nem, men uforløst, måde at få plottet til at gå op på.

Efter den eksperimentelle IQ84-serie, lægger romanen her sig mere op ad de elskede ”Norwegian Wood” og ”Kafka på stranden”.

Farveløs fortælling

Men selv om det ligefremme sprog for mange trofaste Murakamilæsere er en kvalitet, savner jeg både rytme og poesi i sproget og større troværdighed i karakterskildringen. Murakamis farveløse fortælling forbliver farveløs og overfladisk.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Older posts

© 2018 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑