Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden. Roman, 288 sider, Forlaget Per Kofod.
Don Quixotesk humor på tysk
Knap en million tyske læsere har moret sig og filosoferet over livet og verdens små og store sammenhænge i selskab med de to videnskabsmænd, Alexander von Humboldt (1769-1859) og Carl Friedrich Gauss (1777-1855).
Nu får 37 andre lande, heriblandt Danmark også muligheden (2007, red.). De to tyske herrer er nemlig hovedpersonerne i Daniel Kehlmanns umådelig anmelderroste roman Opmålingen af verden. Og rost med rette!
Umiddelbart aldeles ligegyldige videnskabelige måleresultater og matematiske udregninger ligger som en ironiserende underlægningsmusik til livets gang for de to genier, fortalt raffineret og aldeles underholdende.
Læs også anmeldelsen af Kehlmanns debutroman Jeg og Kaminski
Blanding af fakta og fiktion
Med en sindrig blanding af fakta og fiktion beretter den 32-årige tysk-østrigske forfatter om Gauss og Humboldts forskellige livsbaner frem til de i 1828 mødes under en konference i Berlin.
Mens Humboldt rejser ud i verden og bestiger vulkaner og kravler i huler, forlader Gauss kun nødigt sin hjemby Göttingen og sin stjernekikkert.
Minder om Don Quixote
De to videnskabsmænds excentriske manerer skildret i en underspillet humoristisk og lettere sarkastisk tone leder allerede få sider inde i bogen tankerne hen på Cervantes’ Don Quixote.
Gauss tæller for eksempel primtal, når han bliver nervøs, og ingen af de to intelligenser kan forstå, hvordan andre mennesker kan være så længe om at svare på selv simple spørgsmål.
Intelligent fortællekunst
Således tegner Kehlmann på formidabel vis et billede af to tyske genier, der lever i deres egen alt for målbare verden uden at kunne gebærde sig i den reelle verden, der omgiver dem. Morsom og lynende intelligent fortællekunst.
Læs også anmeldelsen af Berømmelse – en roman i ni historier fra 2009 her
OBS. Daniel Kehlmann besøger litteraturfestivalen Louisiana Literature 2014 21.-24. august.
[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]
0 Comments
2 Pingbacks