Bøger med efterårsstemning

– en læseliste

Efteråret er kommet. Ikke med pludselig kulde, insisterende regn og blæst, men med kølige morgener og tåge, der bliver til lune dage, som alligevel mangler sommerens intensitet. I stedet et klart, blødt lys. Træernes langsomme farveskift.

Her kommer en liste med bøger, der emmer af vindomsuste sletter, piskende regn og grene, der slår mod ruder, men også af klare dage, hvor lyset ligesom resignerer, og sommerens hektik afløses af en afventende ro, mens naturen forbereder sig på vinteren.

Indtages med fordel under et tæppe i sofaen med en kop te inden for rækkevidde.

Efterårslæsning:

Per Petterson: Ud og stjæle heste (2004)
Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret (2010)
David Vann: Fortælling om et selvmord (2008 / dansk udgave 2012)
Emily Brontë: Stormfulde Højder (1847/ dansk udgave 1919)

 

Per Petterson: Ud og stjæle heste

”Tidlig november. Klokken er ni. Musvitterne smælder mod vinduet. Nogle gange flyver de svimle af sted efter sammenstødet, andre gange falder de og bliver liggende i den nyfaldne sne og basker før de kommer på vingerne igen. Jeg ved ikke hvad jeg har som de vil have. Jeg ser ud ad vinduet mod skoven. Der er et rødt lys over træerne mod søen. Det begynder at blæse. Jeg ser vindens form i vandet.”

Sådan indledes Per Pettersons smukke roman Ud og stjæle heste, hvor 67-årige Trond er flyttet ud på landet i et lille hus ved elvens udmunding i en sø. Sammen med sin hund går han ture rundt om søen tidligt om morgenen, før det er blevet lyst. De sidder sammen ved den varme brændeovn, og Trond tænker tilbage på den sommer, da han var 15 og boede sammen med sin far i en sæterhytte, og vennen Jon lokkede ham med ud og stjæle heste.

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret

”En ny efterårsstilhed om aftenen. Vinduerne i kvarteret er lukkede. Fra ruderne strømmer en kølighed ind i værelset. Bag en skabsdør sidder de på hug i en lang æske og spiser spaghetti. Dødens stilhed. Når den lille skabning ikke bevæger sig bort fra den sænkede hånd.” (fra titelnovellen)

Novellerne, hvoraf nogle kun er få linjer lange, er originale, finurlige, sjove, bizarre, sørgelige og eksperimenterende i form og indhold, men med en nerve og et nærvær i sproget og en indføling i historiernes karakterer, så man straks forholder sig til dem og tit føler sig forbundet med dem. I titelnovellen er stemningen efterårstilhed, hvidt efterårslys og fordærv.

Læs anmeldelse af Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret her

 

David Vann: Fortælling om et selvmord

”Ude foran hytten stoppede Roy op og kiggede på vandet, der lå foran ham i en bleg hesteskoform, der synes at glide direkte over i himlen. Der var ingen linje til at adskille, ingen horisont. Det var umuligt at se præcis, hvor regnen og disen ramte – på nær helt inde ved vandkanten. Træerne på begge sider så ud, som om de hang i trevler. Han gik ned til vandet, trådte forsigtigt på de runde, våde sten og hørte regnen overalt, et jævnt lydtæppe, der slettede alt andet. Det var også den eneste lugt. Selv når det lugtede af skov eller hav, selv når Roy fik færten af, hvad han forestillede sig var bregner og nælder og råddent træ, virkede det kun til at være endnu en del af regnens lugt. Og det gik op for ham, at sådan her ville det være for det meste. De klare dage, de havde haft, var undtagelserne. Den her tætte regn og verdenen, der var hyllet ind i den, var det, de ville komme til at opleve. Sådan her ville deres hjem være.” (fra ”Sukkwann Island”)

David Vanns mesterlige og utrolige debut. Baseret på forfatterens personlige historie centreret omkring en dreng og hans forældres skilsmisse. Der er fem sammenflettede fortællinger i bogen, hvoraf den længste ”Sukkwann Island”, er bogens mesterstykke. Her hører vi om far og søns ophold på en isoleret og ubeboet ø i Alaska, der med et overraskende turning point vender op og ned på historien. Alaskas uforsonlige natur danner baggrund for de personlige dramaer og spejler menneskets grundlæggende ensomhed.

Læs anmeldelse af David Vann: Fortælling om et selvmord her

 

Emily Brontë: Stormfulde Højder

”Det var tåget og koldt i går eftermiddags. Jeg havde egentlig mere lyst til at sidde foran ilden i mit studereværelse end til at vade gennem lyng og mudder til ”Wuthering Heights”. […] På dette øde højdedrag var jorden hård af frost, og blæsten fik mig til at ryste af kulde over hele kroppen. Da jeg ikke kunne få kæden løs, sprang jeg over ledet, løb op ad flisegangen, der var indrammet af nogle forpjuskede stikkelsbærbuske, og bankede på døren til det snurrede i mine knoer, og hundene hylede, uden at nogen lukkede op.”

Mr. Lockwood, den nye lejer på naboejendommen ”Thrushcross Grange”, ankommer til ”Wuthering Heights” for første gang, og hans beskrivelse af den ugæstfri, stormomsuste hede (the moor) rammer bogens dystre grundstemning. Både vejret og kærlighedsforholdet mellem Catherine og Heathcliff er mørkt og voldsomt, stormfuldt og uforsonligt. Den klassiske destruktive kærlighedshistorie over dem alle.