Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: HOJ

Hans Otto Jørgensen: Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi

Hans Otto Jørgensen: Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi, noveller, 194 sider, Gladiator.

Fragmenter

Hans otto jørgensen - hids jer lidt ned

Hans Otto Jørgensen kan sit kram. Ingen tvivl om det. Han skriver originalt og usentimentalt, rytmisk og litterært, men i sin seneste samling af ‘fiktionsstykker’, formår han ikke at engagere sin læser.

Trods eminente sætninger som ”At en bug kan være så opsuget”. Trods en vekslen i form og udtryk, som han tidligere har orkestreret dygtigt. Trods en titel med hele ti ord.

Uvedkommende

Stoffet er potent nok. Ideerne opfindsomme. Alligevel får HOJ på en måde trukket al drama og intensitet ud af historierne med en form for passivt sprog, der nok er lyrisk og velskrevet, men som taber læseren i en sparsom karaktertegning og fragmentarisk handling. Det bliver simpelthen uvedkommende.

HOJ, tidligere rektor for Forfatterskolen, er en af landets mest produktive forfattere med udgivelser næsten hvert eneste år siden debuten i 1987 og mange gange flere – helt op til fem – udgivelser på samme år. I genrerne roman, noveller, digte og børnebøger.

Læs også anmeldelse af Hans Otto Jørgensen: The Factory (2009)

Nu på eget forlag

Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi er HOJs første udgivelse på Forlaget Gladiator, som han sidste år var med til at stifte. Novellesamlingen markerer dermed også et farvel til landets største forlag, Gyldendal.

Hans Otto Jørgensen er altid en læsning værd, men Hids jer lidt ned derhenne… mangler en indre sammenhæng, hvilket går ud over læseoplevelsen.

[Anmeldelsen bringes også i Fyens Stiftstidende]

Hans Otto Jørgensen: The Factory

Hans Otto Jørgensen: The Factory, 208 sider, Gyldendal

På sporet af skriften

Hans otto jørgensen - the factoryHvordan bliver en bondesøn fra Nordjylland til kritikerrost forfatter og rektor for landets eneste forfatteruddannelse, Forfatterskolen?

I The Factory indvier Hans Otto Jørgensen os i endnu et velskrevet og sansemættet kapitel i den alt andet end lige vej fra landbruget mod skriften. Bogen er en roman og dermed fiktion, men udgangspunktet er Jørgensens egen fascinerende historie.

Sidste år på denne tid (feb. 2008), kunne vi via hans nøgterne og nærværende beskrivelser følge og føle barndommens ritualprægede rutiner på en gård i Himmerland i 1950’erne.

Nu befinder vi os i 60’erne og 70’erne, og familiegården er skiftet ud med diverse kollektiver eller tilfældige og midlertidige bosteder både i Jylland og i Københavnsområdet. Der tages stoffer, læses bøger, kysses og kneppes. Og der skrives. Alt tæller som virkelighedsflugt. Eller virkelighedssøgen. For hvad består virkeligheden egentlig af?

Læs også anmeldelse af Hans Otto Jørgensen: Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi (2014)

Hvordan dannes vi, og hvad skal der til for at kunne skrive? Erfaringer måske. Hukommelse. Minder fra barndommen og ungdommen. Møder med andre mennesker. Med kunst, litteratur. Med kvinder især. Forbindelser. Følelser. Forelskelser. ”Litteratur handler ikke om andet”.

Således handler The Factory om, hvordan mennesket formes – fabrikeres, så at sige – i ungdommens excesser og grænseløse jagt på mening og indhold. Skriften er hos Jørgensen rutineret og dog spontan og indlevende med en nærmest mundtlig diktion. En jysk stemmeføring, der elegant underspillet får litteratur på højt niveau til at synes ligetil.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

© 2023 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑