Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: Identitet (page 1 of 3)

Anna Friis: Himmelpletter

Anna Friis: Himmelpletter, 152 sider, Gyldendal.

Århusforfatter skriver menneskets stille sider frem

Anna Friis - HimmelpletterAnna Friis debuterede i 2011 med den lille, fine roman Vi er da voksne mennesker om et ungt par, der er gået i stå i specialeskrivning og kunstnerdrømme.

Læs anmeldelse af Anna Friis: Vi er da voksne mennesker (2011)

Himmelpletter er en opfølger, der ikke er en fortsættelse, men som godt kunne være det.

Mød Silke og Oliver

Silke er nyuddannet og arbejdsløs lingvist, der bliver lektiehjælper for 8-årige Oliver, som har mistet sin mor og bor alene med sin far. Silke er lige blevet forladt af sin kæreste, og hendes bedste veninde har annonceret, at hun er gravid.

Præcision og nøjsomhed

Ensomheden hos de to hovedpersoner skrives stille frem på siderne i Friis’ nøjsomme og præcise prosa. Ligesom usikkerheden, tvivlen, skammen og følelsen af at være forkert.

Olivers minder om glade øjeblikke med sin mor er rørende og knugende. Silkes eksistensløshed er nærmest ubærlig.

Psykologisk indsigt

At Friis’ er uddannet cand.psyk. og har talent for at skrive de psykiske dybder hos sine karakterer frem, giver stor værdi til romanen.

Mindre værdi har nogle skæve indskud, hvor en ukendt Sara pludselig udtaler sig om Oliver i en enkelt, kort sætning.

Lediggang

Til gengæld giver et par håndfulde afsnit under titlen “Lediggang” et indblik i de slag, som Silke og andre ledige må tage imod i form af høfligt formanende/jubeloptimistisk støttende/truende beskeder fra jobcenter, a-kasse og afslag på jobansøgninger.

Inderlig men ujævn

Samlet set er Himmelpletter både en mere inderlig og en mere ujævn læseoplevelse end debuten. Vi er tættere inde på livet af Silke og Oliver, men historien mister retning og formål undervejs.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 240 sider, Rosinante.

Personlig debut beskriver Frankrigs underklasse indefra

Edouard Louis - Færdig med Eddy BellegueuleHan er i Frankrig blevet udråbt til et litterært mirakel. Édouard Louis, der debuterer med den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Bellegueule, hvilket også er forfatterens rigtige navn.

Landsbyliv

Bogen handler om den feminine Eddy, der vokser op i en lille nordfransk landsby, hvor de traditionelle kønsroller opretholdes med hård hånd af både mænd og kvinder, voksne og børn.

Mobbeoffer

Eddys familie hører til blandt de fattigste, men det er de løse håndled, den lyse stemme og den feminine gang, der er årsagen til det mobberi, han udsættes for gennem sin skoletid, fra han er ganske lille.

Sensationelt klare beskrivelser

Det sensationelle hos Édouard Louis er den klarhed, hvormed han beskriver sin egen opvækst, sin familie, sit miljø og sig selv. Hans analytiske blik, der ser igennem al fattigdommen og de sociale vilkår og forstår at karakterisere sin egen socialklasse med kombinationen af kendskabet til den indefra og blikket på den som en udefra.

Vejen ud

Det lykkes nemlig Eddy at slippe væk fra den lille landsby og komme på universitetet i en større by, hvilket bliver hans billet ud af livet i en samfundsklasse, hvor rådne tænder pga. manglende tandbørstning er en almindelighed, og hvor måltiderne består af pommes frites, pasta og hakkebøffer fra frost.

Ualmindeligt ærlig debut

Der er ikke sparet på detaljer om fortællerens afsky over for sin egen familie og om tidlige seksuelle lege med jævnaldrende drenge.

Édouard Louis’ personlige debut er således smerteligt ærlig og desuden nøgternt velskrevet og velfortalt.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Sabina Erbillor: Debil tur-retur

Sabina Erbillor: Debil tur-retur, 136 sider,  Samleren.

Humoristisk debut

Sabina Erbillor - Debil tur-retur

Der er noget Erlend Loe over Sabina Erbillors lille romandebut Debil tur-retur.

Både humoren, de skøre påfund og tonen, der er tør og konstaterende.

Derudover ligheden mellem fortælleren Eskild og Loes Doppler, der flytter ud i en skov for at komme lidt væk fra det hele.

Eskild bor dog stadig hjemme hos sin mor som 25årig, selv om hans kæreste Pernille hiver ham med ud at se på lejligheder. Eskild leder mest efter et godt tidspunkt at slå op på.

Kanotur med tosserne

Alligevel ender de på en mislykket kanotur i Norge sammen med Eskilds ven Boris, Kommando Torben og den smukke Anne, på trods af at Eskild egentlig ikke har fået ferie fra sit job i Matas.

Aarhus i tonen

Sabina Erbillor (f. 1991) er fra Aarhus, og den jyske, underspillede stemmeføring fornemmes i Eskilds fortælling om sit monotone liv og i de mundrette dialoger med mor, søster, mormor, kæreste og chef med flere. Det er sjovt, men også distanceret og lidt intetsigende.

Underholdende men lidt overfladisk

Erbillor skriver godt og underholdende, men uden en større nødvendighed eller mening. Det hele bliver en smule overfladisk og mindst et par af karaktererne opnår ikke den store troværdighed hos læseren.

Det ændrer dog ikke på, at romanen er velskrevet og humoristisk, og at elementer i dynamikken mellem Eskild og hans omgangskreds er fine psykologiske observationer af relationers mere akavede aspekter.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Selma Lagerlöf: Niels Holgersens forunderlige rejse

Selma Lagerlöf: Niels Holgersens forunderlige rejse, 240 sider, Forlaget Vandkunsten.

Smuk, ny udgave af Selma Lagerlöfs børneklassiker

Selma Lagerlöf - Niels HolgersenJeg husker, da jeg som barn fik læst højt af Selma Lagerlöfs fabelfortælling om den 14-årige Niels Holgersens forunderlige rejse sammen med en flok vildgæs gennem Sverige fra Skåne til Lapland og tilbage igen.

Nyoversættelse

Jeg husker beskrivelserne af landskabet og dyrene. Og jeg husker også, at det forældede sprog i den forkortede udgave fra 1933 var en barriere for min interesse og forståelse.

Men det har Forlaget Vandkunsten nu rådet bod på. Nyoversat og nænsomt forkortet og bearbejdet af Tore Leifer er elementer og kapitler af den store fortælling udeladt for at lade historien om den teenageumulige Niels Holgersen træde frem.

At blive menneske

Hvordan drengen går fra sur og modbydelig overfor både mennesker og dyr til at blive forvandlet til en lille nisse og pludselig være i dyrenes vold.

Og hvordan han begynder at opleve omsorg for sine medskabninger og langsomt ’bliver menneske’, som bogens fine efterord beskriver det.

Opdateret sprog

Historien er virkelig meget lettere tilgængelig i et opdateret sprog, så selv min knap 5-årige kunne holde opmærksomheden på historien.

Bestillingsarbejde

Selma Lagerlöf skrev egentlig historien om Niels Holgersen på bestilling fra den svenske folkeskolelærerforening som en læsebog i fædrelandets geografi og med inspiration fra Rudyard Kiplings Junglebogen.

Også for voksne

Men den er i høj grad også læseværdig for voksne som en eventyrlig udviklingsroman med smukke illustrationer og fotos fra den svenske natur.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne, oversat fra grønlandsk af forfatteren selv, 184 sider, milik publishing.

Niviaq korneliussen HOMO sapienneTilværelsens ubærlige tyngde

24-årige Niviaq Korneliussen er et godt bud på en markant ny stemme i grønlandsk litteratur med et kritisk blik på det grønlandske samfund og det grønlandske folk.

Samfundskritisk debutant

I debutromanen HOMO sapienne blander hun det litterære og poetiske med det mundtlige, emails, sms-korrespondancer og hashtags.

Regnbuelitteratur

Vi følger fem unge, der hver fortæller deres historie flettet ind mellem hinanden. Fia, Inuk, Arnaq, Ivik og Sara. Tre homoseksuelle (m/k), en transseksuel og en biseksuel.

Druk og sex

Fokus er på rusen, weekendens fester, musikken, ung (homo)seksualitet, køn, tilfældige knald, psykiske ar fra barndomme med misbrug. Og som underlægning, hele den grønlandske identitet set i forhold til kolonimagten Danmark; al vreden og mindreværdet.

Køn og identitet

Det er meget ungt, meget upoleret, meget originalt, meget sansemættet. En pointe er, at kønnet er ligegyldigt. At forskellen er en kulturel konstruktion. At det er den indre forestilling, der betyder noget, ikke den ydre. Herunder ligger flere spring-ud-historier om at finde sin identitet og seksualitet.

Vinder af skrivekonkurrence

Niviaq Korneliussen var i 2013 blandt vinderne i en novellekonkurrence, der resulterede i antologien Ung i Grønland, ung i verden, hvor bl.a. forfatter Mette Moestrup var dommer.

Unødvendigt forord

Moestrup har skrevet et fint, men unødvendigt forord til romanen. Unødvendigt, fordi Korneliussen i HOMO sapienne i sig selv formår at markere sig som selvsikker, selvbevidst, stilsikker, nybrydende og gennemført. En forfatter at holde øje med.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Suzanne Brøgger: SZ

 – Et livs billeder 1944-2014

Suzanne Brøgger, SZ – Et livs billeder 1944-2014, 192 sider, Gyldendal.

Et liv levet

sz_livs_billeder_1944-2014-suzanne_brogger
Kun halvanden måned efter, at den store – og første – biografi om Suzanne Brøgger, Krukke, udkom, kommer nu Brøggers eget supplement i anledningen af hendes 70-års fødselsdag 18. november; på bestilling fra Gyldendal.

Ny billedkultur

Med Brøggers egne ord et forsøg på at overføre sit skriftlige arbejde til en ny billedkultur, der er ved at afløse skriftkulturen i den form, vi kender den.

Ægteskab og datter

Hvor Louise Zeuthen, som Brøgger selv udvalgte til at skrive sin biografi, kun fik lov at skrive om de første 40 år af Brøggers liv og dermed ikke ægteskab og datter, bidrager Brøgger her selv med den del af historien.

Læs også anmeldelsen af Louise Zeuthens Krukke (2014) her

Farverig og intellektuel

Resultatet er et slags blik på verden og sig selv gennem 70 år. En kompleks og farverig historie pakket med intellektuelle referencer, præcis som vi kender hende.

I Krukke har Zeuthen stået for det store tolknings- og forklaringsarbejde, men SZ – Et livs billeder er som resten af forfatterskabet sammensat, indforstået og indimellem på kanten af det utilnærmelige.

Roland Barthes og strukturalismen

Titlen SZ er hentet fra Roland Barthes essay S/Z, hvor han foretager en metodisk strukturalistisk analyse af Balzac-novellen Sarrasine, ligesom Brøgger med tekstfragmenter og billeder laver fortolkende nedslag i sit fascinerende boheme-liv.

Hvor Krukkes centrale fokus lå på forholdet til elskeren Philippe Baude, indgår det slet ikke i SZ, der derimod har større fokus på det modne, det private og det intellektuelle og mindre på det seksuelle.

Spektakulær scrapbog

Læs den som en interessant scrapbog over et spektakulært liv og et fint supplement til Krukke, der letter lidt på sløret i forhold til de spørgsmål, som biografien efterlod.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød, 200 sider, Gyldendal

Poetisk vildfarelse

Christel Wiinblad - De Elskende“Kærligheden, det var nærmest helt ufatteligt, det var nærmest endelig helt uvirkeligt, det var smukkere end alt, og det tændte hende helt vildt”.

Som i Christel Wiinblads tidligere værker mimer sproget i De elskende sin hovedperson og laver i sig selv en nøjagtig karakteristik:

Ensporet, banal, romantisk, søgende, intens, forvirret, svimmel, retningsløs og selvdestruktiv. En skrøbelig person ude af balance.

Flettede ord

Hendes sætninger gentager i et fransk fletværk, hele tiden med små forskydninger, de samme semioverflødige ord: helt, allerede, nærmest, endelig, alt, virkelig, pludselig, vildt, aldrig, igen.

Og skaber en unik mundtlig stil, der bygger sine egne sproglige præmisser op.

Litterær tendens

Det projekt har ligheder med Niels Franks “Nellies bog” og Christina Hagens “Boyfrind”, mens kærlighedsdramaets sadistiske og ydmygende karakter minder om Josefine Klougarts “Hallerne”.

Romantrilogi om misbrug

Wiinblads nye roman er den tredje i en serie, der sætter kærlighedens deformiteter under lup og følger en ung kvinde, der som barn blev misbrugt af sin far (Prolog) og senere som voksen i et parforhold hverken får plads til at bearbejde det traume eller udtrykke sin sorg over lillesøsterens selvmord (Ingen åbner).

Stillestående

Vi følger samme kvinde i mødet med endnu en mand og en øjeblikkelig, lidenskabelig og destruktiv forelskelse. Men fortællingen farer vild og løber i ring, præcis som hovedpersonen gør det. Det samme sker igen og igen med kun små variationer og en langsom udvikling i det voldelige kærlighedsforhold.

Er det meningen? Ja, formentlig. Er det godt? Eller bliver gentagelserne kedelige? Begge dele, faktisk.

Sprog vs. plot

Det ER godt udtænkt og godt udført med en sproglig mestring, der næsten ikke kender sin lige i dansk litteratur, men samtidig bliver anden halvdel af bogens midte for lang og ensformig til at holde læserens opmærksomhed på et i forvejen sprogligt avanceret plan, hvor ordene former uvante sætninger.

De elskende er poesi i særklasse, men lidt mere udvikling i plottet eller lidt færre ord havde styrket fortællingen.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Andrea Molesini: Villa Spada

Andrea Molesini: Villa Spada, på dansk ved Marie Andersen, 272 sider, Gyldendal

andrea_molesini - villa_spadaItaliensk familiedrama under 1. Verdenskrig

Den store krig. Belejring og plyndringer, voldtægter og sult. Henrettelser, lokal modstandsbevægelse og spionage.

Men også den unge fortæller Paolos forelskelse i den lidt ældre Giulia og hans seksuelle modning.

Baseret på forfatteres egen familiehistorie

Der er masser af drama i Andrea Molesinis debutroman Villa Spada, der allerede har gået sin sejrsgang i både hjemlandet Italien og store dele af Europa med en række priser. Molesini, som også er oversætter, digter, børnebogsforfatter og underviser i litteraturvidenskab, har ladet sig inspireret til romanen af en notesbog skrevet af hans grandtante Maria Spada.

Familiehistorien med sine større og mindre dramaer danner baggrundstæppe for de langt mere voldsomme begivenheder, som landsbyen Refrontolo udsættes for gennem de sidste år af Første Verdenskrig.

Stærke kvinder

Historien om adelsfamilien Spada og deres belejrede gods, mens krigen raserer omgivelserne, er dog fiktion baseret på fakta, og de subtile karakterskildringer af Spada-familiens stærke damer – den kloge bedstemor Nancy og den ensomme men handlekraftige tante Maria – leder næsten tankerne hen på Isabel Allendes Åndernes Hus.

Overfladisk hovedperson

Men på trods af disse gennemførte personer forbliver 17-årige Paolo en glat karakter, der er svær at indleve sig i. Man undrer sig flere gange over markante begivenheder, han kommer ud for, uden at de får den store betydning for hans udvikling.

Villa Spada er interessant læsning med dramatisk handling og historisk relevans, men mangler den sidste dybde i opbygningen af de primære personer, for at man lader sig rive helt med.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår, oversat fra japansk af Mette Holm, 302 sider, Klim.

Middelmådig Murakami

 Haruki Murakami - Den farveløse Tsukuru Tazakis...”Vi håber, at bogen rammer danske læsere med samme kraft, som en ny Beatles-skive i tresserne”, skriver forlaget Klim i følgebrevet til Haruki Murakamis nye bog på dansk, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår.

Henvisningen er til romanens modtagelse i USA, hvor rockmusiker og forfatter Patti Smith sammenligner ”Murakami-effekten” med tidligere generationers ”Beatles-frenzy”.

Retningsløs roman

Og med Murakamis høje popularitet herhjemme, er det da også fuldt ud sandsynligt. Men for mig er den storsælgende japaners seneste roman ikke overbevisende.

Vist er plottet forholdsvis interessant og komponeret med stigende spændingskurve, og vist er der tænksomme digressioner, der fodrer læseren med filosofiske betragtninger om livet og verden.

Alligevel er det samlede billede en retningsløs roman, der gør meget ud af at lægge op til et stort mysterium, kun for at lade løsningen være en banal løgn; og en nem, men uforløst, måde at få plottet til at gå op på.

Efter den eksperimentelle IQ84-serie, lægger romanen her sig mere op ad de elskede ”Norwegian Wood” og ”Kafka på stranden”.

Farveløs fortælling

Men selv om det ligefremme sprog for mange trofaste Murakamilæsere er en kvalitet, savner jeg både rytme og poesi i sproget og større troværdighed i karakterskildringen. Murakamis farveløse fortælling forbliver farveløs og overfladisk.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Kristina Stoltz: På ryggen af en tyr

Kristina Stoltz - På ryggen af en tyrKristina Stoltz: På ryggen af en tyr – en tragedie, 176 sider, Rosinante.

Det ødsle forfald

Sommer. Strand. Olieudslip. Døde dyr. Et hus fuld af kunstværker og sand på gulvet. En forladt dreng. En ung pige på sommerferie. En mors nye elsker. En anden mors fødselsdepression. En tredje mors snarlige død.

Reminiscenser fra Marguerite Duras

I Kristina Stoltz’ nye roman ”På ryggen af en tyr” er vi tilbage i et drømme-, eller mareridtsagtigt, scenarie med reminiscenser fra Marguerite Duras’ œuvre og tråde tilbage til Stoltz’ egne tidligere udgivelser, især romanen ”Historien”.

Teenagepigens møde med den lidt yngre dreng med de grå øjne er gennemgående, mens forholdet mellem tre forskellige mødre og deres børn undersøges og lægges frem for læseren.

–> Læs også anmeldelse af Marguerite Duras’ Dæmning mod Stillehavet, som netop er udkommet første gang på dansk

Kakofonisk

Romanen er flersporet og flerstemmig og samler sig kun nødigt til et hele. Alligevel forbinder stemningen de forskellige spor og lægger sig som et ensartet filter over personernes krydsende baner.

Der er noget nøgternt over Stoltz’ prosa, som det lysstofrør en tjener tænder over den unge piges nøgne krop på hans seng.

Erotisk

Erotikken er allestedsnærværende, men i en syg variant, der spejler det overgreb på naturen, som et olieudslip fra en supertanker udgør.

Hver enkelt af fortællingerne rummer en personlig tragedie og en brist i forholdet mellem nære familiemedlemmer.

Tragisk

Og det er i disse ulykkelige relationer mellem børn og deres forældre, at bogen virkelig åbner sig mod sin læser. Heri ligger det sørgmodige, det tragiske, den enkeltes undergang og skønheden i forfaldets ødselhed.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Older posts

© 2023 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑