Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: København (page 1 of 2)

Sara Roepstorff: Min far er en tiger

Sara Roepstorff: Min far er en tiger, 154 sider, Gladiator

Autofiktiv sygdomsfortælling

Sara Roepstorff - min far er en tigerHos debutant Sara Roepstorff er vi i genren autofiktion; fortælleren hedder Sara og deler liv og historie med forfatteren.

I romanen følger vi fortælleren gennem den forfærdelige proces, hvor hendes far rammes af leukæmi og gennemgår et sygdomsforløb, der trækker hele familien tæt ind om sin kerne. Kernefamilien med de netop voksne døtre, Petra på 34 og tvillingerne Cille og Sara på 27.

Kærligt familieportræt

Historien er både gribende og velfortalt, men det er i portrættet af den kærlige og sympatiske familie, der spiser ostemadder og drikker te i en uendelighed, at bogen virkelig vinder sin læser.

Man får lyst til tage på besøg hos familien. Sidde og bladre i Politiken og følge med i udklækningen af havørneæg live på iPaden i den venlige stue med lyserøde pelargonier  i vindueskarmen. Gå med ud i haven, studere sommerfuglene, dufte til syrenerne. Tage på svampejagt i Gribskov.

Floraen og faunaen spiller en rolle, begge forældre er biologer. Det er koblingen til en ubekymret barndom, kontrasten.

Sygdommen

Der er fine beskrivelser af sprækkerne i den gamle, solide familieorden, efterhånden som sygdommen skrider frem. Det følelsesmæssige ambivalente i at Saras tvillingesøster er højgravid, da kræften rammer. De uvante situationer, hvor fortælleren er alene med sin far på hospitalet og pludselig skal opfinde en ny måde at være sammen på.

Men allermest den store kærlighed og omsorg, der flyder fra far til døtre og fra døtre til far, mellem forældrene og som en stærk sammenhæng mellem alle i familien. En fin familiehistorie.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Frøydis Sollid Simonsen: Hver morgen kryber jeg op fra havet

Frøydis Sollid Simonsen: Hver morgen kryber jeg op fra havet, 86 sider, Vild Maskine.

Overlegen debut

Hver morgen kryber jeg op fra havetDansk-norske Frøydis Sollid Simonsen er en usædvanlig stilsikker debutant, der allerede har taget de norske anmeldere med storm.

Kortprosa

Kortprosastykkerne i Hver morgen kryber jeg op fra havet er stramt komponerede og hænger så elegant sammen, at de er en drøm at læse.

I hvert stykke er der naturvidenskabelige beskrivelser, der serveres vedkommende og med overraskende autoritet og kobles til fortællerens personlige fortælling.

Zoom

På den måde er der på hver enkelt side i bogen en bevægelse fra det store univers til en enkelt kærlighedshistorie, fra det videnskabelige til det følelsesmæssige. Hør selv:

”Hvordan gik vores forfædre fra at leve uden cellekerne til at leve med. Hvordan gik de i symbiose med mitokondrierne. Hvordan krøb de op på land og klatrede i træerne. Hvordan gik jeg fra ikke at ville have et forhold til at ville have dig så meget, at du gik.”

Poetisk naturvidenskab

Hos Sollid Simonsen findes poesien i de naturvidenskabelige fagudtryk, som flettes vidende og ukunstlet ind i en dagligdags tone. I stedet for at mennesket og verden reduceres til noget biologisk, bliver det biologiske ophøjet og menneskeliggjort.

Og historien om en forelskelse og et spædt forhold, der slutter, fortælles elegant i få, sigende linjer.

En fysisk længsel

Man længes næsten fysisk efter at kunne forblive i Sollid Simonsens dissekerende univers, der fuldendes af smukke illustrationer på omslaget, tegnet af forfatteren selv.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus

Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus, 200 sider, Gyldendal

En kærlighedshistorie

Forside - Sigurd Hartkorn - Noget om VitusDer er noget underspillet over 26-årige Sigurd Hartkorn Plaetners debutroman Noget om Vitus.

Bagsideteksten, der indledes: ”Vitus spiser for mange frysepizzaer og ryger for mange smøger”. Sproget, der er kækt og cool og altid har en smart metafor oppe i ærmet. Omslaget, der viser det inderste af et hjerte og peger i retning af en romantisk komedie.

Titlen, der ikke afslører, at det i virkeligheden er ALT om Vitus, som vi får så gribende serveret i bogen. Alt det essentielle i hvert fald, som et ungt menneske på 22 kan handle om.

Ikke komedie

Noget om Vitus er nemlig ikke komedie, selvom sproget indimellem lægger en hip distance til sig selv. Det er en ægte rørende fortælling med indtil flere ulykkelige – men ikke banale – kærlighedshistorier.

Gravid kæreste

Handlingen udspiller sig over et års tid og skydes i gang, da Vitus’ kæreste fortæller ham, at hun er gravid og vil beholde barnet. Et barn, som Vitus ikke ønsker.

Ny forelskelse

Kort efter møder han den fantastiske Emma, som han straks forelsker sig i. Det bliver starten på noget fint og stort, der desværre ikke ender så lykkeligt, som man tager sig selv i at håbe.

Til gengæld sætter mødet med Emma gang i Vitus’ bearbejdelse af sin mors selvmord og ændrer ham på flere måder for altid.

Klumme- og novelleskribent

Sigurd Hartkorn Plaetner skriver både klummer i Politiken og noveller til dameblade, og Noget om Vitus er en effektiv blanding af det smarte velskrevne og det dybt rørende i et smukt drejet plot.

 

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Ina Munch Christensen: Nielsine

Ina Munch Christensen: Nielsine, 176 sider, Gyldendal

Neurotisk ungpigeroman

Forsidefoto - Nielsine
Det er en klassisk debutroman, som Ina Munch Christensen har begået: Vild og utæmmet, rå og lidt famlende. Men ellers er der nu intet som helst klassisk over Nielsine.

Psykisk kaos

En kaotisk roman, hvor vi kommer helt ind under huden på den unge pige Nielsine, der kæmper med forskellige former for angst, psykiske problemer og en splittet familie.

Hun har svært ved at gennemføre sin HF, fordi hun ikke magter at sige noget i timerne eller at planlægge sin tid og få opgaver skrevet til tiden.

Jagten på kærligheden

I stedet fylder hendes sociale liv, og vi er med på jagten efter en kæreste m/k. En at dele ensomheden med, en til at styrke hendes nerver. Samtidig påvirker det familiemæssige kaos Nielsines liv og gør hende mere end almindeligt usikker på sig selv.

Mundtlig stil

Vi følger Nielsine helt tæt, så tæt, at alle dialoger serveres som en direkte gengivelse af en virkelig dialog med alle de ”fuuuck” og ”øh nejm”, ”HAR HAR” og ”ing?”, som nogle af os formentlig bruger i en almindelig samtale.

Det skaber selvfølgelig sin egen originale, mundtlige stil, men virker faktisk mere kunstigt og bremsende for indlevelsen.

Realitypræg

Nielsine er et spændende bekendtskab, men kommer ikke helt ud over et realitypræg og en retningsløshed, der hæmmer den litterære oplevelse.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

 

Kamilla Hega Holst: På træk

Kamilla Hega Holst: På træk, 294 sider, Samleren.

Kamilla HegIntens nedtursroman leger med fiktionens grænser

Jeg kan simpelthen ikke få Kamilla Hega Holsts På træk ud af kroppen igen efter endt læsning. Det er en bog, der brænder sit aftryk ind i læseren. Den bliver ligesom siddende, som om jeg nu deler afgørende erfaringer med hovedpersonen Kaya.

Kaya, som har mand og først ét barn, så et mere, da det begynder at gå galt i forholdet. Manden forlader hende, og det accelererer den nedtur, som Kaya allerede selv har indledt.

Grænseoverskridende

Hun overskrider hele tiden grænser, både sine egne, andres og de gældende samfundsnormer. Sine to børn efterlader hun hos deres far og nye kæreste og tager til Thailand på ubestemt tid for at bo hos sin velhavende morfar, som gerne vil have hende til at skrive sin historie.

Selv om der er eksempler på fremgang undervejs, ender opholdet med at efterlade Kaya uigenkaldeligt mærket.

Hvor meget er fiktion?

At der er flere sammenfald mellem Kayas og forfatterens liv, gør kun bogen endnu mere intens og uhyggelig. Især i karakteristikken af Kayas manglende evne til at ’tage sig sammen’. Hvordan hun lader sig styre af følelser og drifter, hvilket får store konsekvenser for hendes familieliv.

Ætsende sprog

Kamilla Hega Holsts sprog er ætsende klart, kondenseret og (selv)udleverende. Holst har to børnebøger og to romaner bag sig, som behandler temaer som død, sorg, kærlighed, begær og dominans.

Hun fik i 2012 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat netop for sin intense skrivestil, der nedbryder grænserne mellem fiktion og virkelighed. Det bliver også en varm anbefaling herfra.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

 

Suzanne Brøgger: SZ

 – Et livs billeder 1944-2014

Suzanne Brøgger, SZ – Et livs billeder 1944-2014, 192 sider, Gyldendal.

Et liv levet

sz_livs_billeder_1944-2014-suzanne_brogger
Kun halvanden måned efter, at den store – og første – biografi om Suzanne Brøgger, Krukke, udkom, kommer nu Brøggers eget supplement i anledningen af hendes 70-års fødselsdag 18. november; på bestilling fra Gyldendal.

Ny billedkultur

Med Brøggers egne ord et forsøg på at overføre sit skriftlige arbejde til en ny billedkultur, der er ved at afløse skriftkulturen i den form, vi kender den.

Ægteskab og datter

Hvor Louise Zeuthen, som Brøgger selv udvalgte til at skrive sin biografi, kun fik lov at skrive om de første 40 år af Brøggers liv og dermed ikke ægteskab og datter, bidrager Brøgger her selv med den del af historien.

Læs også anmeldelsen af Louise Zeuthens Krukke (2014) her

Farverig og intellektuel

Resultatet er et slags blik på verden og sig selv gennem 70 år. En kompleks og farverig historie pakket med intellektuelle referencer, præcis som vi kender hende.

I Krukke har Zeuthen stået for det store tolknings- og forklaringsarbejde, men SZ – Et livs billeder er som resten af forfatterskabet sammensat, indforstået og indimellem på kanten af det utilnærmelige.

Roland Barthes og strukturalismen

Titlen SZ er hentet fra Roland Barthes essay S/Z, hvor han foretager en metodisk strukturalistisk analyse af Balzac-novellen Sarrasine, ligesom Brøgger med tekstfragmenter og billeder laver fortolkende nedslag i sit fascinerende boheme-liv.

Hvor Krukkes centrale fokus lå på forholdet til elskeren Philippe Baude, indgår det slet ikke i SZ, der derimod har større fokus på det modne, det private og det intellektuelle og mindre på det seksuelle.

Spektakulær scrapbog

Læs den som en interessant scrapbog over et spektakulært liv og et fint supplement til Krukke, der letter lidt på sløret i forhold til de spørgsmål, som biografien efterlod.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød, 200 sider, Gyldendal

Poetisk vildfarelse

Christel Wiinblad - De Elskende“Kærligheden, det var nærmest helt ufatteligt, det var nærmest endelig helt uvirkeligt, det var smukkere end alt, og det tændte hende helt vildt”.

Som i Christel Wiinblads tidligere værker mimer sproget i De elskende sin hovedperson og laver i sig selv en nøjagtig karakteristik:

Ensporet, banal, romantisk, søgende, intens, forvirret, svimmel, retningsløs og selvdestruktiv. En skrøbelig person ude af balance.

Flettede ord

Hendes sætninger gentager i et fransk fletværk, hele tiden med små forskydninger, de samme semioverflødige ord: helt, allerede, nærmest, endelig, alt, virkelig, pludselig, vildt, aldrig, igen.

Og skaber en unik mundtlig stil, der bygger sine egne sproglige præmisser op.

Litterær tendens

Det projekt har ligheder med Niels Franks “Nellies bog” og Christina Hagens “Boyfrind”, mens kærlighedsdramaets sadistiske og ydmygende karakter minder om Josefine Klougarts “Hallerne”.

Romantrilogi om misbrug

Wiinblads nye roman er den tredje i en serie, der sætter kærlighedens deformiteter under lup og følger en ung kvinde, der som barn blev misbrugt af sin far (Prolog) og senere som voksen i et parforhold hverken får plads til at bearbejde det traume eller udtrykke sin sorg over lillesøsterens selvmord (Ingen åbner).

Stillestående

Vi følger samme kvinde i mødet med endnu en mand og en øjeblikkelig, lidenskabelig og destruktiv forelskelse. Men fortællingen farer vild og løber i ring, præcis som hovedpersonen gør det. Det samme sker igen og igen med kun små variationer og en langsom udvikling i det voldelige kærlighedsforhold.

Er det meningen? Ja, formentlig. Er det godt? Eller bliver gentagelserne kedelige? Begge dele, faktisk.

Sprog vs. plot

Det ER godt udtænkt og godt udført med en sproglig mestring, der næsten ikke kender sin lige i dansk litteratur, men samtidig bliver anden halvdel af bogens midte for lang og ensformig til at holde læserens opmærksomhed på et i forvejen sprogligt avanceret plan, hvor ordene former uvante sætninger.

De elskende er poesi i særklasse, men lidt mere udvikling i plottet eller lidt færre ord havde styrket fortællingen.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen, 208 sider, People’s Press.

Når sårbarheden indhenter os

Maria Gerhardt aka Djuna BarnesHvor går grænsen mellem ægte litteratur og patetisk selvbiografi? Det kan være svært at definere, men hos Maria Gerhardt befinder vi os, trods et dybt og åbenlyst personligt materiale, solidt plantet på den litterære side.

Bogen indledes med Inger Christensen-citatet ”Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, der ikke findes, for at den skulle findes.” Og således placeres fortællingen i det brede spektrum af autofiktion, hvor personer og situationer er faktuelle, men oplevelsen og gengivelsen er subjektiv og muligvis fiktiv.

DJ Djuna Barnes

Fortælleren er Maria Gerhardt, kendt under det litterære DJ-alias Djuna Barnes som en af Danmarks mest anerkendte DJ’s op igennem 00erne. Formen er krydsklip mellem de unge år som venstrefløjsaktivist på Nørrebro i København med en spirende karriere som DJ og nutiden, hvor fortælleren bor sammen med sin kæreste og lille søn, da hun rammes af brystkræft og gennemgår et voldsomt sygdomsforløb.

Kærlighedshistorie

Gennem begge spor løber kærlighedshistorien til Rosa, som et samlingspunkt i de unge, vilde år i den københavnske nat med musik, druk, stoffer og skiftende kærester i overflod, og som en evig forelskelse og smuk tilstedeværelse, der først kulminerer godt 15 år og en baby senere. Lige inden diagnosen sætter livet i undtagelsestilstand.

Indblik i Københavns hipstermiljø

Der er masser af drama i historien, men tonen holdes stabilt kølig og observerende, dog ikke uden smerte og aldrig uden sårbarhed. Bogen giver desuden et usentimentalt blik ind i Københavns kreative hipstermiljø og viser menneskeligheden bag succes og kendisser. ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” er fængslende og original, inderlig og dragende.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Katrine Marie Guldager: Peters død

Katrine Marie Guldager: Peters død, 208 sider,  Lindhardt og Ringhof.

Fjerde bind i Køge-krønikenKatrine Marie guldager - peters død

I Katrine Marie Guldagers roste Køge-krønike er vi i år nået til fjerde bind ud af otte planlagte – og til 1970’erne.

De foregående tre bind, som alle kaldes selvstændige romaner i serien, har taget hul på historien om søskendeparret Leonora og Henry, der vokser op i Køge hos faren Peter, efter at deres mor har forladt familien.

Kollektiv i Hellerup

Peters død handler selvsagt om deres fars – pludselige – død og hvordan det påvirker hans familie.

Men den tager sit udgangspunkt i Henrys etablering af et kollektiv i Hellerup sammen med sin gravide kone, lille søn og en række andre par og enlige.

Distanceret fortæller

I kollektivet lever hippieidealerne og drømmen om storfamilien, men fortælleren holder en humoristisk/satirisk distance og udstiller stereotyperne i stedet for at komme rigtigt under huden på personerne.

Vi hører om klidboller og rødbedebøffer, gruppeknus, fællesbørn og kropsbevidsthed, mens Leonora er mere traditionel i sine drømme om familie og børn.

Konstrueret historie

Historien i dette fjerde bind er, som i de foregående, underholdende og rørende med en spændende forankring i den tid, den foregår i.

Men samtidig fornemmes det skelet af plot, der skal passe med tidligere og kommende dele af serien, som en tung drejebog, der går forud for personernes psykologi.

Og i stedet for at føle med karaktererne, opleves de i nogen grad som stiliserede marionetdukker i fortællerens teater. Bogen fungerer dog i nogen grad som handlingsbåret portræt af en tidsperiode med den fortsatte beretning om familien fra Køge.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Stine Askov: Kaninens år

Stine Askov: Kaninens år, 288 sider, Gyldendal

Stine Askov anmeldelseMidtlivskrise hos gennemsnitsdanskeren

Stine Askov er pædagog, men sprang i 2012 ud som forfatter med debutromanen Bid, der blev nomineret til debutantprisen i Forum.

Kaninens år er den letflydende og letgenkendelige opfølger om Trine på 37, der ligesom forfatteren er uddannet pædagog.

Hun bor i indre København, er gift med Asger og mor til to små piger. Men parforholdet er gået i stå, og hun ved ikke, hvordan de kommer videre.

Hverdagsdrama

Stilen er dagligdags, banal og mundtlig i de mange replikker, der fortæller hverdagsdramaet om det truende kollaps for en familie, som ligner de fleste andre danske kernefamilier.

Historien minder om Signe Langtved Pallisgaards debut fra tidligere på året, Et andet sted, men Askov halter langt bagefter Pallisgaard på tyngde og evnen til kompleks karakter- og plottegning.

Læs anmeldelsen af Signe Langtved Pallisgaards Et andet sted her

Nødvendigheden mangler

I Kaninens år mærker man ikke nødvendigheden, der tvinger personerne til at handle, som de gør.

Her bliver madpakkerne og den manglende sex udslagsgivende for, at Trine trækker sig fra forholdet.

Hvad kommer efter bruddet?

Det betyder en ny start langt oppe i Nordsjælland, hvor man går i grønne crocs og har kaniner i haven.

Men hvad sker der, efter at frihedstrangen har vundet, og man som enlig mor skal klare hverdagen alene med alt, hvad den byder på af edderkopper, alkoholiske naboer og umulige børn?

Genkendelig men overfladisk

Kaninens år er let at spejle sig i, hvis man er småbørnsmor i fast forhold, men vi kommer aldrig langt nok under overfladen på personerne, til at de for alvor sætter sig spor i læseren.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Older posts

© 2017 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑