Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: Kræft

Sara Roepstorff: Min far er en tiger

Sara Roepstorff: Min far er en tiger, 154 sider, Gladiator

Autofiktiv sygdomsfortælling

Sara Roepstorff - min far er en tigerHos debutant Sara Roepstorff er vi i genren autofiktion; fortælleren hedder Sara og deler liv og historie med forfatteren.

I romanen følger vi fortælleren gennem den forfærdelige proces, hvor hendes far rammes af leukæmi og gennemgår et sygdomsforløb, der trækker hele familien tæt ind om sin kerne. Kernefamilien med de netop voksne døtre, Petra på 34 og tvillingerne Cille og Sara på 27.

Kærligt familieportræt

Historien er både gribende og velfortalt, men det er i portrættet af den kærlige og sympatiske familie, der spiser ostemadder og drikker te i en uendelighed, at bogen virkelig vinder sin læser.

Man får lyst til tage på besøg hos familien. Sidde og bladre i Politiken og følge med i udklækningen af havørneæg live på iPaden i den venlige stue med lyserøde pelargonier  i vindueskarmen. Gå med ud i haven, studere sommerfuglene, dufte til syrenerne. Tage på svampejagt i Gribskov.

Floraen og faunaen spiller en rolle, begge forældre er biologer. Det er koblingen til en ubekymret barndom, kontrasten.

Sygdommen

Der er fine beskrivelser af sprækkerne i den gamle, solide familieorden, efterhånden som sygdommen skrider frem. Det følelsesmæssige ambivalente i at Saras tvillingesøster er højgravid, da kræften rammer. De uvante situationer, hvor fortælleren er alene med sin far på hospitalet og pludselig skal opfinde en ny måde at være sammen på.

Men allermest den store kærlighed og omsorg, der flyder fra far til døtre og fra døtre til far, mellem forældrene og som en stærk sammenhæng mellem alle i familien. En fin familiehistorie.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen, 208 sider, People’s Press.

Når sårbarheden indhenter os

Maria Gerhardt aka Djuna BarnesHvor går grænsen mellem ægte litteratur og patetisk selvbiografi? Det kan være svært at definere, men hos Maria Gerhardt befinder vi os, trods et dybt og åbenlyst personligt materiale, solidt plantet på den litterære side.

Bogen indledes med Inger Christensen-citatet ”Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, der ikke findes, for at den skulle findes.” Og således placeres fortællingen i det brede spektrum af autofiktion, hvor personer og situationer er faktuelle, men oplevelsen og gengivelsen er subjektiv og muligvis fiktiv.

DJ Djuna Barnes

Fortælleren er Maria Gerhardt, kendt under det litterære DJ-alias Djuna Barnes som en af Danmarks mest anerkendte DJ’s op igennem 00erne. Formen er krydsklip mellem de unge år som venstrefløjsaktivist på Nørrebro i København med en spirende karriere som DJ og nutiden, hvor fortælleren bor sammen med sin kæreste og lille søn, da hun rammes af brystkræft og gennemgår et voldsomt sygdomsforløb.

Kærlighedshistorie

Gennem begge spor løber kærlighedshistorien til Rosa, som et samlingspunkt i de unge, vilde år i den københavnske nat med musik, druk, stoffer og skiftende kærester i overflod, og som en evig forelskelse og smuk tilstedeværelse, der først kulminerer godt 15 år og en baby senere. Lige inden diagnosen sætter livet i undtagelsestilstand.

Indblik i Københavns hipstermiljø

Der er masser af drama i historien, men tonen holdes stabilt kølig og observerende, dog ikke uden smerte og aldrig uden sårbarhed. Bogen giver desuden et usentimentalt blik ind i Københavns kreative hipstermiljø og viser menneskeligheden bag succes og kendisser. ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” er fængslende og original, inderlig og dragende.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

© 2023 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑