Sara Roepstorff: Min far er en tiger, 154 sider, Gladiator
Autofiktiv sygdomsfortælling
Hos debutant Sara Roepstorff er vi i genren autofiktion; fortælleren hedder Sara og deler liv og historie med forfatteren.
I romanen følger vi fortælleren gennem den forfærdelige proces, hvor hendes far rammes af leukæmi og gennemgår et sygdomsforløb, der trækker hele familien tæt ind om sin kerne. Kernefamilien med de netop voksne døtre, Petra på 34 og tvillingerne Cille og Sara på 27.
Kærligt familieportræt
Historien er både gribende og velfortalt, men det er i portrættet af den kærlige og sympatiske familie, der spiser ostemadder og drikker te i en uendelighed, at bogen virkelig vinder sin læser.
Man får lyst til tage på besøg hos familien. Sidde og bladre i Politiken og følge med i udklækningen af havørneæg live på iPaden i den venlige stue med lyserøde pelargonier i vindueskarmen. Gå med ud i haven, studere sommerfuglene, dufte til syrenerne. Tage på svampejagt i Gribskov.
Floraen og faunaen spiller en rolle, begge forældre er biologer. Det er koblingen til en ubekymret barndom, kontrasten.
Sygdommen
Der er fine beskrivelser af sprækkerne i den gamle, solide familieorden, efterhånden som sygdommen skrider frem. Det følelsesmæssige ambivalente i at Saras tvillingesøster er højgravid, da kræften rammer. De uvante situationer, hvor fortælleren er alene med sin far på hospitalet og pludselig skal opfinde en ny måde at være sammen på.
Men allermest den store kærlighed og omsorg, der flyder fra far til døtre og fra døtre til far, mellem forældrene og som en stærk sammenhæng mellem alle i familien. En fin familiehistorie.
[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]
Hvor går grænsen mellem ægte litteratur og patetisk selvbiografi? Det kan være svært at definere, men hos Maria Gerhardt befinder vi os, trods et dybt og åbenlyst personligt materiale, solidt plantet på den litterære side.