Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: Nordisk litteratur

Frøydis Sollid Simonsen: Hver morgen kryber jeg op fra havet

Frøydis Sollid Simonsen: Hver morgen kryber jeg op fra havet, 86 sider, Vild Maskine.

Overlegen debut

Hver morgen kryber jeg op fra havetDansk-norske Frøydis Sollid Simonsen er en usædvanlig stilsikker debutant, der allerede har taget de norske anmeldere med storm.

Kortprosa

Kortprosastykkerne i Hver morgen kryber jeg op fra havet er stramt komponerede og hænger så elegant sammen, at de er en drøm at læse.

I hvert stykke er der naturvidenskabelige beskrivelser, der serveres vedkommende og med overraskende autoritet og kobles til fortællerens personlige fortælling.

Zoom

På den måde er der på hver enkelt side i bogen en bevægelse fra det store univers til en enkelt kærlighedshistorie, fra det videnskabelige til det følelsesmæssige. Hør selv:

”Hvordan gik vores forfædre fra at leve uden cellekerne til at leve med. Hvordan gik de i symbiose med mitokondrierne. Hvordan krøb de op på land og klatrede i træerne. Hvordan gik jeg fra ikke at ville have et forhold til at ville have dig så meget, at du gik.”

Poetisk naturvidenskab

Hos Sollid Simonsen findes poesien i de naturvidenskabelige fagudtryk, som flettes vidende og ukunstlet ind i en dagligdags tone. I stedet for at mennesket og verden reduceres til noget biologisk, bliver det biologiske ophøjet og menneskeliggjort.

Og historien om en forelskelse og et spædt forhold, der slutter, fortælles elegant i få, sigende linjer.

En fysisk længsel

Man længes næsten fysisk efter at kunne forblive i Sollid Simonsens dissekerende univers, der fuldendes af smukke illustrationer på omslaget, tegnet af forfatteren selv.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Selma Lagerlöf: Niels Holgersens forunderlige rejse

Selma Lagerlöf: Niels Holgersens forunderlige rejse, 240 sider, Forlaget Vandkunsten.

Smuk, ny udgave af Selma Lagerlöfs børneklassiker

Selma Lagerlöf - Niels HolgersenJeg husker, da jeg som barn fik læst højt af Selma Lagerlöfs fabelfortælling om den 14-årige Niels Holgersens forunderlige rejse sammen med en flok vildgæs gennem Sverige fra Skåne til Lapland og tilbage igen.

Nyoversættelse

Jeg husker beskrivelserne af landskabet og dyrene. Og jeg husker også, at det forældede sprog i den forkortede udgave fra 1933 var en barriere for min interesse og forståelse.

Men det har Forlaget Vandkunsten nu rådet bod på. Nyoversat og nænsomt forkortet og bearbejdet af Tore Leifer er elementer og kapitler af den store fortælling udeladt for at lade historien om den teenageumulige Niels Holgersen træde frem.

At blive menneske

Hvordan drengen går fra sur og modbydelig overfor både mennesker og dyr til at blive forvandlet til en lille nisse og pludselig være i dyrenes vold.

Og hvordan han begynder at opleve omsorg for sine medskabninger og langsomt ’bliver menneske’, som bogens fine efterord beskriver det.

Opdateret sprog

Historien er virkelig meget lettere tilgængelig i et opdateret sprog, så selv min knap 5-årige kunne holde opmærksomheden på historien.

Bestillingsarbejde

Selma Lagerlöf skrev egentlig historien om Niels Holgersen på bestilling fra den svenske folkeskolelærerforening som en læsebog i fædrelandets geografi og med inspiration fra Rudyard Kiplings Junglebogen.

Også for voksne

Men den er i høj grad også læseværdig for voksne som en eventyrlig udviklingsroman med smukke illustrationer og fotos fra den svenske natur.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne, oversat fra grønlandsk af forfatteren selv, 184 sider, milik publishing.

Niviaq korneliussen HOMO sapienneTilværelsens ubærlige tyngde

24-årige Niviaq Korneliussen er et godt bud på en markant ny stemme i grønlandsk litteratur med et kritisk blik på det grønlandske samfund og det grønlandske folk.

Samfundskritisk debutant

I debutromanen HOMO sapienne blander hun det litterære og poetiske med det mundtlige, emails, sms-korrespondancer og hashtags.

Regnbuelitteratur

Vi følger fem unge, der hver fortæller deres historie flettet ind mellem hinanden. Fia, Inuk, Arnaq, Ivik og Sara. Tre homoseksuelle (m/k), en transseksuel og en biseksuel.

Druk og sex

Fokus er på rusen, weekendens fester, musikken, ung (homo)seksualitet, køn, tilfældige knald, psykiske ar fra barndomme med misbrug. Og som underlægning, hele den grønlandske identitet set i forhold til kolonimagten Danmark; al vreden og mindreværdet.

Køn og identitet

Det er meget ungt, meget upoleret, meget originalt, meget sansemættet. En pointe er, at kønnet er ligegyldigt. At forskellen er en kulturel konstruktion. At det er den indre forestilling, der betyder noget, ikke den ydre. Herunder ligger flere spring-ud-historier om at finde sin identitet og seksualitet.

Vinder af skrivekonkurrence

Niviaq Korneliussen var i 2013 blandt vinderne i en novellekonkurrence, der resulterede i antologien Ung i Grønland, ung i verden, hvor bl.a. forfatter Mette Moestrup var dommer.

Unødvendigt forord

Moestrup har skrevet et fint, men unødvendigt forord til romanen. Unødvendigt, fordi Korneliussen i HOMO sapienne i sig selv formår at markere sig som selvsikker, selvbevidst, stilsikker, nybrydende og gennemført. En forfatter at holde øje med.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød, 200 sider, Gyldendal

Poetisk vildfarelse

Christel Wiinblad - De Elskende“Kærligheden, det var nærmest helt ufatteligt, det var nærmest endelig helt uvirkeligt, det var smukkere end alt, og det tændte hende helt vildt”.

Som i Christel Wiinblads tidligere værker mimer sproget i De elskende sin hovedperson og laver i sig selv en nøjagtig karakteristik:

Ensporet, banal, romantisk, søgende, intens, forvirret, svimmel, retningsløs og selvdestruktiv. En skrøbelig person ude af balance.

Flettede ord

Hendes sætninger gentager i et fransk fletværk, hele tiden med små forskydninger, de samme semioverflødige ord: helt, allerede, nærmest, endelig, alt, virkelig, pludselig, vildt, aldrig, igen.

Og skaber en unik mundtlig stil, der bygger sine egne sproglige præmisser op.

Litterær tendens

Det projekt har ligheder med Niels Franks “Nellies bog” og Christina Hagens “Boyfrind”, mens kærlighedsdramaets sadistiske og ydmygende karakter minder om Josefine Klougarts “Hallerne”.

Romantrilogi om misbrug

Wiinblads nye roman er den tredje i en serie, der sætter kærlighedens deformiteter under lup og følger en ung kvinde, der som barn blev misbrugt af sin far (Prolog) og senere som voksen i et parforhold hverken får plads til at bearbejde det traume eller udtrykke sin sorg over lillesøsterens selvmord (Ingen åbner).

Stillestående

Vi følger samme kvinde i mødet med endnu en mand og en øjeblikkelig, lidenskabelig og destruktiv forelskelse. Men fortællingen farer vild og løber i ring, præcis som hovedpersonen gør det. Det samme sker igen og igen med kun små variationer og en langsom udvikling i det voldelige kærlighedsforhold.

Er det meningen? Ja, formentlig. Er det godt? Eller bliver gentagelserne kedelige? Begge dele, faktisk.

Sprog vs. plot

Det ER godt udtænkt og godt udført med en sproglig mestring, der næsten ikke kender sin lige i dansk litteratur, men samtidig bliver anden halvdel af bogens midte for lang og ensformig til at holde læserens opmærksomhed på et i forvejen sprogligt avanceret plan, hvor ordene former uvante sætninger.

De elskende er poesi i særklasse, men lidt mere udvikling i plottet eller lidt færre ord havde styrket fortællingen.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Efterårslæsning

Bøger med efterårsstemning

– en læseliste

EfterårslæsningEfteråret er kommet. Ikke med pludselig kulde, insisterende regn og blæst, men med kølige morgener og tåge, der bliver til lune dage, som alligevel mangler sommerens intensitet. I stedet et klart, blødt lys. Træernes langsomme farveskift.

Her kommer en liste med bøger, der emmer af vindomsuste sletter, piskende regn og grene, der slår mod ruder, men også af klare dage, hvor lyset ligesom resignerer, og sommerens hektik afløses af en afventende ro, mens naturen forbereder sig på vinteren.

Indtages med fordel under et tæppe i sofaen med en kop te inden for rækkevidde.

Efterårslæsning:

Per Petterson: Ud og stjæle heste (2004)
Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret (2010)
David Vann: Fortælling om et selvmord (2008 / dansk udgave 2012)
Emily Brontë: Stormfulde Højder (1847/ dansk udgave 1919)

 

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Per Petterson - Ud og stjæle heste”Tidlig november. Klokken er ni. Musvitterne smælder mod vinduet. Nogle gange flyver de svimle af sted efter sammenstødet, andre gange falder de og bliver liggende i den nyfaldne sne og basker før de kommer på vingerne igen. Jeg ved ikke hvad jeg har som de vil have. Jeg ser ud ad vinduet mod skoven. Der er et rødt lys over træerne mod søen. Det begynder at blæse. Jeg ser vindens form i vandet.”

Sådan indledes Per Pettersons smukke roman Ud og stjæle heste, hvor 67-årige Trond er flyttet ud på landet i et lille hus ved elvens udmunding i en sø. Sammen med sin hund går han ture rundt om søen tidligt om morgenen, før det er blevet lyst. De sidder sammen ved den varme brændeovn, og Trond tænker tilbage på den sommer, da han var 15 og boede sammen med sin far i en sæterhytte, og vennen Jon lokkede ham med ud og stjæle heste.

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret

Lydia-Davis---Kakerlakker-om-efteraret”En ny efterårsstilhed om aftenen. Vinduerne i kvarteret er lukkede. Fra ruderne strømmer en kølighed ind i værelset. Bag en skabsdør sidder de på hug i en lang æske og spiser spaghetti. Dødens stilhed. Når den lille skabning ikke bevæger sig bort fra den sænkede hånd.” (fra titelnovellen)

Novellerne, hvoraf nogle kun er få linjer lange, er originale, finurlige, sjove, bizarre, sørgelige og eksperimenterende i form og indhold, men med en nerve og et nærvær i sproget og en indføling i historiernes karakterer, så man straks forholder sig til dem og tit føler sig forbundet med dem. I titelnovellen er stemningen efterårstilhed, hvidt efterårslys og fordærv.

Læs anmeldelse af Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret her

 

David Vann: Fortælling om et selvmord

David Vann Fortælling om et selvmord - omslag”Ude foran hytten stoppede Roy op og kiggede på vandet, der lå foran ham i en bleg hesteskoform, der synes at glide direkte over i himlen. Der var ingen linje til at adskille, ingen horisont. Det var umuligt at se præcis, hvor regnen og disen ramte – på nær helt inde ved vandkanten. Træerne på begge sider så ud, som om de hang i trevler. Han gik ned til vandet, trådte forsigtigt på de runde, våde sten og hørte regnen overalt, et jævnt lydtæppe, der slettede alt andet. Det var også den eneste lugt. Selv når det lugtede af skov eller hav, selv når Roy fik færten af, hvad han forestillede sig var bregner og nælder og råddent træ, virkede det kun til at være endnu en del af regnens lugt. Og det gik op for ham, at sådan her ville det være for det meste. De klare dage, de havde haft, var undtagelserne. Den her tætte regn og verdenen, der var hyllet ind i den, var det, de ville komme til at opleve. Sådan her ville deres hjem være.” (fra ”Sukkwann Island”)

David Vanns mesterlige og utrolige debut. Baseret på forfatterens personlige historie centreret omkring en dreng og hans forældres skilsmisse. Der er fem sammenflettede fortællinger i bogen, hvoraf den længste ”Sukkwann Island”, er bogens mesterstykke. Her hører vi om far og søns ophold på en isoleret og ubeboet ø i Alaska, der med et overraskende turning point vender op og ned på historien. Alaskas uforsonlige natur danner baggrund for de personlige dramaer og spejler menneskets grundlæggende ensomhed.

Læs anmeldelse af David Vann: Fortælling om et selvmord her

 

Emily Brontë: Stormfulde Højder

Brontë - Stormfulde højder”Det var tåget og koldt i går eftermiddags. Jeg havde egentlig mere lyst til at sidde foran ilden i mit studereværelse end til at vade gennem lyng og mudder til ”Wuthering Heights”. […] På dette øde højdedrag var jorden hård af frost, og blæsten fik mig til at ryste af kulde over hele kroppen. Da jeg ikke kunne få kæden løs, sprang jeg over ledet, løb op ad flisegangen, der var indrammet af nogle forpjuskede stikkelsbærbuske, og bankede på døren til det snurrede i mine knoer, og hundene hylede, uden at nogen lukkede op.”

Mr. Lockwood, den nye lejer på naboejendommen ”Thrushcross Grange”, ankommer til ”Wuthering Heights” for første gang, og hans beskrivelse af den ugæstfri, stormomsuste hede (the moor) rammer bogens dystre grundstemning. Både vejret og kærlighedsforholdet mellem Catherine og Heathcliff er mørkt og voldsomt, stormfuldt og uforsonligt. Den klassiske destruktive kærlighedshistorie over dem alle.

Adda Djørup: Den mindste modstand

Adda Djørup: Den mindste modstand, 120 sider, Samlerens Forlag

Adda Djørup - Den mindste modstandSproglige delikatesser

To år er der gået, siden Adda Djørup i 2007 prosadebuterede med en novellesamling, der imponerede ved sit enorme sproglige overskud og ikke mindst en utrolig særegenhed.

Inden da var udkommet den ligeledes roste digtsamling Monsieurs monologer, og nu kommer så endelig romanen, som flere anmeldere har råbt på.

 Tænkningens minimalhedonisme

Den mindste modstand er igen et sprogligt let arkaisk overflødighedshorn: Hvornår har man f.eks. sidst set en samtidig forfatter slippe af sted med en sætning som “bare en linje, der randt mig ihu” eller begreber som “tænkningens minimalhedonisme”.

Sidstnævnte er også temaet for romanen.

Den mindste modstand

Emma – kvinde i trediverne og romanens omdrejningspunkt – gør sit for at indrette sig, så hendes tanker kan flyde. Med mindst mulig modstand. Og i begyndelsen af bogen virker tanken også besnærende på læseren og Emmas liv tillokkende.

Det bliver imidlertid klart med fortællingens fremdrift, at en sådan levevis har konsekvenser både for Emmas omgivelser og forhende selv, og hun undgår ikke at såre den, hun elsker.

Højtidelig og usnobbet på samme tid

Den mindste modstand er en lille, men intens roman, der giver læseren selv noget at tænke over og får tankerne til at flyde. Djørup skriver fantastisk højtideligt og dog usnobbet. Højtideligheden kommer naturligt til hende og dermed også til læseren.

Det er en fornøjelse af se så ny en forfatter udvise så stor og imponerende selvsikkerhed. I opbygningen af plottet såvel som i sin bemærkelsesværdige omgang med sproget. Man kan kun glæde sig til mere fra Djørups pen.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

© 2017 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑