Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: Samtidsroman (page 1 of 2)

Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus

Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus, 200 sider, Gyldendal

En kærlighedshistorie

Forside - Sigurd Hartkorn - Noget om VitusDer er noget underspillet over 26-årige Sigurd Hartkorn Plaetners debutroman Noget om Vitus.

Bagsideteksten, der indledes: ”Vitus spiser for mange frysepizzaer og ryger for mange smøger”. Sproget, der er kækt og cool og altid har en smart metafor oppe i ærmet. Omslaget, der viser det inderste af et hjerte og peger i retning af en romantisk komedie.

Titlen, der ikke afslører, at det i virkeligheden er ALT om Vitus, som vi får så gribende serveret i bogen. Alt det essentielle i hvert fald, som et ungt menneske på 22 kan handle om.

Ikke komedie

Noget om Vitus er nemlig ikke komedie, selvom sproget indimellem lægger en hip distance til sig selv. Det er en ægte rørende fortælling med indtil flere ulykkelige – men ikke banale – kærlighedshistorier.

Gravid kæreste

Handlingen udspiller sig over et års tid og skydes i gang, da Vitus’ kæreste fortæller ham, at hun er gravid og vil beholde barnet. Et barn, som Vitus ikke ønsker.

Ny forelskelse

Kort efter møder han den fantastiske Emma, som han straks forelsker sig i. Det bliver starten på noget fint og stort, der desværre ikke ender så lykkeligt, som man tager sig selv i at håbe.

Til gengæld sætter mødet med Emma gang i Vitus’ bearbejdelse af sin mors selvmord og ændrer ham på flere måder for altid.

Klumme- og novelleskribent

Sigurd Hartkorn Plaetner skriver både klummer i Politiken og noveller til dameblade, og Noget om Vitus er en effektiv blanding af det smarte velskrevne og det dybt rørende i et smukt drejet plot.

 

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Ina Munch Christensen: Nielsine

Ina Munch Christensen: Nielsine, 176 sider, Gyldendal

Neurotisk ungpigeroman

Forsidefoto - Nielsine
Det er en klassisk debutroman, som Ina Munch Christensen har begået: Vild og utæmmet, rå og lidt famlende. Men ellers er der nu intet som helst klassisk over Nielsine.

Psykisk kaos

En kaotisk roman, hvor vi kommer helt ind under huden på den unge pige Nielsine, der kæmper med forskellige former for angst, psykiske problemer og en splittet familie.

Hun har svært ved at gennemføre sin HF, fordi hun ikke magter at sige noget i timerne eller at planlægge sin tid og få opgaver skrevet til tiden.

Jagten på kærligheden

I stedet fylder hendes sociale liv, og vi er med på jagten efter en kæreste m/k. En at dele ensomheden med, en til at styrke hendes nerver. Samtidig påvirker det familiemæssige kaos Nielsines liv og gør hende mere end almindeligt usikker på sig selv.

Mundtlig stil

Vi følger Nielsine helt tæt, så tæt, at alle dialoger serveres som en direkte gengivelse af en virkelig dialog med alle de ”fuuuck” og ”øh nejm”, ”HAR HAR” og ”ing?”, som nogle af os formentlig bruger i en almindelig samtale.

Det skaber selvfølgelig sin egen originale, mundtlige stil, men virker faktisk mere kunstigt og bremsende for indlevelsen.

Realitypræg

Nielsine er et spændende bekendtskab, men kommer ikke helt ud over et realitypræg og en retningsløshed, der hæmmer den litterære oplevelse.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

 

Kamilla Hega Holst: På træk

Kamilla Hega Holst: På træk, 294 sider, Samleren.

Kamilla HegIntens nedtursroman leger med fiktionens grænser

Jeg kan simpelthen ikke få Kamilla Hega Holsts På træk ud af kroppen igen efter endt læsning. Det er en bog, der brænder sit aftryk ind i læseren. Den bliver ligesom siddende, som om jeg nu deler afgørende erfaringer med hovedpersonen Kaya.

Kaya, som har mand og først ét barn, så et mere, da det begynder at gå galt i forholdet. Manden forlader hende, og det accelererer den nedtur, som Kaya allerede selv har indledt.

Grænseoverskridende

Hun overskrider hele tiden grænser, både sine egne, andres og de gældende samfundsnormer. Sine to børn efterlader hun hos deres far og nye kæreste og tager til Thailand på ubestemt tid for at bo hos sin velhavende morfar, som gerne vil have hende til at skrive sin historie.

Selv om der er eksempler på fremgang undervejs, ender opholdet med at efterlade Kaya uigenkaldeligt mærket.

Hvor meget er fiktion?

At der er flere sammenfald mellem Kayas og forfatterens liv, gør kun bogen endnu mere intens og uhyggelig. Især i karakteristikken af Kayas manglende evne til at ’tage sig sammen’. Hvordan hun lader sig styre af følelser og drifter, hvilket får store konsekvenser for hendes familieliv.

Ætsende sprog

Kamilla Hega Holsts sprog er ætsende klart, kondenseret og (selv)udleverende. Holst har to børnebøger og to romaner bag sig, som behandler temaer som død, sorg, kærlighed, begær og dominans.

Hun fik i 2012 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat netop for sin intense skrivestil, der nedbryder grænserne mellem fiktion og virkelighed. Det bliver også en varm anbefaling herfra.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

 

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 240 sider, Rosinante.

Personlig debut beskriver Frankrigs underklasse indefra

Edouard Louis - Færdig med Eddy BellegueuleHan er i Frankrig blevet udråbt til et litterært mirakel. Édouard Louis, der debuterer med den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Bellegueule, hvilket også er forfatterens rigtige navn.

Landsbyliv

Bogen handler om den feminine Eddy, der vokser op i en lille nordfransk landsby, hvor de traditionelle kønsroller opretholdes med hård hånd af både mænd og kvinder, voksne og børn.

Mobbeoffer

Eddys familie hører til blandt de fattigste, men det er de løse håndled, den lyse stemme og den feminine gang, der er årsagen til det mobberi, han udsættes for gennem sin skoletid, fra han er ganske lille.

Sensationelt klare beskrivelser

Det sensationelle hos Édouard Louis er den klarhed, hvormed han beskriver sin egen opvækst, sin familie, sit miljø og sig selv. Hans analytiske blik, der ser igennem al fattigdommen og de sociale vilkår og forstår at karakterisere sin egen socialklasse med kombinationen af kendskabet til den indefra og blikket på den som en udefra.

Vejen ud

Det lykkes nemlig Eddy at slippe væk fra den lille landsby og komme på universitetet i en større by, hvilket bliver hans billet ud af livet i en samfundsklasse, hvor rådne tænder pga. manglende tandbørstning er en almindelighed, og hvor måltiderne består af pommes frites, pasta og hakkebøffer fra frost.

Ualmindeligt ærlig debut

Der er ikke sparet på detaljer om fortællerens afsky over for sin egen familie og om tidlige seksuelle lege med jævnaldrende drenge.

Édouard Louis’ personlige debut er således smerteligt ærlig og desuden nøgternt velskrevet og velfortalt.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Sabina Erbillor: Debil tur-retur

Sabina Erbillor: Debil tur-retur, 136 sider,  Samleren.

Humoristisk debut

Sabina Erbillor - Debil tur-retur

Der er noget Erlend Loe over Sabina Erbillors lille romandebut Debil tur-retur.

Både humoren, de skøre påfund og tonen, der er tør og konstaterende.

Derudover ligheden mellem fortælleren Eskild og Loes Doppler, der flytter ud i en skov for at komme lidt væk fra det hele.

Eskild bor dog stadig hjemme hos sin mor som 25årig, selv om hans kæreste Pernille hiver ham med ud at se på lejligheder. Eskild leder mest efter et godt tidspunkt at slå op på.

Kanotur med tosserne

Alligevel ender de på en mislykket kanotur i Norge sammen med Eskilds ven Boris, Kommando Torben og den smukke Anne, på trods af at Eskild egentlig ikke har fået ferie fra sit job i Matas.

Aarhus i tonen

Sabina Erbillor (f. 1991) er fra Aarhus, og den jyske, underspillede stemmeføring fornemmes i Eskilds fortælling om sit monotone liv og i de mundrette dialoger med mor, søster, mormor, kæreste og chef med flere. Det er sjovt, men også distanceret og lidt intetsigende.

Underholdende men lidt overfladisk

Erbillor skriver godt og underholdende, men uden en større nødvendighed eller mening. Det hele bliver en smule overfladisk og mindst et par af karaktererne opnår ikke den store troværdighed hos læseren.

Det ændrer dog ikke på, at romanen er velskrevet og humoristisk, og at elementer i dynamikken mellem Eskild og hans omgangskreds er fine psykologiske observationer af relationers mere akavede aspekter.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne, oversat fra grønlandsk af forfatteren selv, 184 sider, milik publishing.

Niviaq korneliussen HOMO sapienneTilværelsens ubærlige tyngde

24-årige Niviaq Korneliussen er et godt bud på en markant ny stemme i grønlandsk litteratur med et kritisk blik på det grønlandske samfund og det grønlandske folk.

Samfundskritisk debutant

I debutromanen HOMO sapienne blander hun det litterære og poetiske med det mundtlige, emails, sms-korrespondancer og hashtags.

Regnbuelitteratur

Vi følger fem unge, der hver fortæller deres historie flettet ind mellem hinanden. Fia, Inuk, Arnaq, Ivik og Sara. Tre homoseksuelle (m/k), en transseksuel og en biseksuel.

Druk og sex

Fokus er på rusen, weekendens fester, musikken, ung (homo)seksualitet, køn, tilfældige knald, psykiske ar fra barndomme med misbrug. Og som underlægning, hele den grønlandske identitet set i forhold til kolonimagten Danmark; al vreden og mindreværdet.

Køn og identitet

Det er meget ungt, meget upoleret, meget originalt, meget sansemættet. En pointe er, at kønnet er ligegyldigt. At forskellen er en kulturel konstruktion. At det er den indre forestilling, der betyder noget, ikke den ydre. Herunder ligger flere spring-ud-historier om at finde sin identitet og seksualitet.

Vinder af skrivekonkurrence

Niviaq Korneliussen var i 2013 blandt vinderne i en novellekonkurrence, der resulterede i antologien Ung i Grønland, ung i verden, hvor bl.a. forfatter Mette Moestrup var dommer.

Unødvendigt forord

Moestrup har skrevet et fint, men unødvendigt forord til romanen. Unødvendigt, fordi Korneliussen i HOMO sapienne i sig selv formår at markere sig som selvsikker, selvbevidst, stilsikker, nybrydende og gennemført. En forfatter at holde øje med.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød

Christel Wiinblad: De elskende – Et sammenstød, 200 sider, Gyldendal

Poetisk vildfarelse

Christel Wiinblad - De Elskende“Kærligheden, det var nærmest helt ufatteligt, det var nærmest endelig helt uvirkeligt, det var smukkere end alt, og det tændte hende helt vildt”.

Som i Christel Wiinblads tidligere værker mimer sproget i De elskende sin hovedperson og laver i sig selv en nøjagtig karakteristik:

Ensporet, banal, romantisk, søgende, intens, forvirret, svimmel, retningsløs og selvdestruktiv. En skrøbelig person ude af balance.

Flettede ord

Hendes sætninger gentager i et fransk fletværk, hele tiden med små forskydninger, de samme semioverflødige ord: helt, allerede, nærmest, endelig, alt, virkelig, pludselig, vildt, aldrig, igen.

Og skaber en unik mundtlig stil, der bygger sine egne sproglige præmisser op.

Litterær tendens

Det projekt har ligheder med Niels Franks “Nellies bog” og Christina Hagens “Boyfrind”, mens kærlighedsdramaets sadistiske og ydmygende karakter minder om Josefine Klougarts “Hallerne”.

Romantrilogi om misbrug

Wiinblads nye roman er den tredje i en serie, der sætter kærlighedens deformiteter under lup og følger en ung kvinde, der som barn blev misbrugt af sin far (Prolog) og senere som voksen i et parforhold hverken får plads til at bearbejde det traume eller udtrykke sin sorg over lillesøsterens selvmord (Ingen åbner).

Stillestående

Vi følger samme kvinde i mødet med endnu en mand og en øjeblikkelig, lidenskabelig og destruktiv forelskelse. Men fortællingen farer vild og løber i ring, præcis som hovedpersonen gør det. Det samme sker igen og igen med kun små variationer og en langsom udvikling i det voldelige kærlighedsforhold.

Er det meningen? Ja, formentlig. Er det godt? Eller bliver gentagelserne kedelige? Begge dele, faktisk.

Sprog vs. plot

Det ER godt udtænkt og godt udført med en sproglig mestring, der næsten ikke kender sin lige i dansk litteratur, men samtidig bliver anden halvdel af bogens midte for lang og ensformig til at holde læserens opmærksomhed på et i forvejen sprogligt avanceret plan, hvor ordene former uvante sætninger.

De elskende er poesi i særklasse, men lidt mere udvikling i plottet eller lidt færre ord havde styrket fortællingen.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Javier Marías: Forelskelser

Javier Marías: Forelskelser, oversat af Iben Hasselbalch, roman, 368 sider, Gyldendal.

Kærlighedens blinde vinkler

Javier Marias - Forelskelser”…hvad der sker i romaner, er ligegyldigt eller bliver glemt, når man er færdig med dem. Det interessante er de muligheder og tanker, som de fremkalder i én og illustrerer med deres opdigtede problemstillinger, det står tilbage med større tydelighed end virkelige hændelser, man tænker mere over dem.”

Sådan siger en af hovedpersonerne i den spanske forfatter Javier Marías’ nye roman, Forelskelser, og giver her nøglen til en af bogens pointer; at historier sætter aftryk i os, selv de opdigtede, selv dem vi selv digter, og som senere viser sig at være forkerte.

Sandheden der forskydes

Det er netop sådan, at Forelskelser er bygget op: Af en række begivenheder, der holdes op, drejes rundt og analyseres fra alle potentielle vinkler, så billedet bliver til et prisme, mangefacetteret, og sandheden forskydes.

Handlingen involverer en håndfuld forelskelser i bred forstand: Den kvindelige fortællers betagelse af et forelsket udseende par, parrets lykkelige og vedvarende forelskelse, mandens bedste vens forelskelse i sin vens hustru, den kvindelige fortællers forelskelse i den samme mands bedste ven, og hustruens senere forelskelse i sin mands bedste ven.

Mordgåde

I kontrast til de omstændelige analyser benytter Marías sig også i nogen grad af krimiens virkemidler, så et mord og et overraskende aspekt af motivet bag forbrydelsen driver historien frem.

Filosofisk undersøgelse af forelskelsens natur

Marías, der betegnes som en af Spaniens største forfattere og kandidat til Nobelprisen i litteratur, mangler stadig at få sit gennembrud herhjemme, men med denne nuancerede og velfortalte filosofiske undersøgelse af forelskelsens natur ligger det forhåbentlig lige for.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Stine Askov: Kaninens år

Stine Askov: Kaninens år, 288 sider, Gyldendal

Stine Askov anmeldelseMidtlivskrise hos gennemsnitsdanskeren

Stine Askov er pædagog, men sprang i 2012 ud som forfatter med debutromanen Bid, der blev nomineret til debutantprisen i Forum.

Kaninens år er den letflydende og letgenkendelige opfølger om Trine på 37, der ligesom forfatteren er uddannet pædagog.

Hun bor i indre København, er gift med Asger og mor til to små piger. Men parforholdet er gået i stå, og hun ved ikke, hvordan de kommer videre.

Hverdagsdrama

Stilen er dagligdags, banal og mundtlig i de mange replikker, der fortæller hverdagsdramaet om det truende kollaps for en familie, som ligner de fleste andre danske kernefamilier.

Historien minder om Signe Langtved Pallisgaards debut fra tidligere på året, Et andet sted, men Askov halter langt bagefter Pallisgaard på tyngde og evnen til kompleks karakter- og plottegning.

Læs anmeldelsen af Signe Langtved Pallisgaards Et andet sted her

Nødvendigheden mangler

I Kaninens år mærker man ikke nødvendigheden, der tvinger personerne til at handle, som de gør.

Her bliver madpakkerne og den manglende sex udslagsgivende for, at Trine trækker sig fra forholdet.

Hvad kommer efter bruddet?

Det betyder en ny start langt oppe i Nordsjælland, hvor man går i grønne crocs og har kaniner i haven.

Men hvad sker der, efter at frihedstrangen har vundet, og man som enlig mor skal klare hverdagen alene med alt, hvad den byder på af edderkopper, alkoholiske naboer og umulige børn?

Genkendelig men overfladisk

Kaninens år er let at spejle sig i, hvis man er småbørnsmor i fast forhold, men vi kommer aldrig langt nok under overfladen på personerne, til at de for alvor sætter sig spor i læseren.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Torben Munksgaard: I virkeligheden

Torben Munksgaard: I virkeligheden, 304 sider, 299,95 kr., Lindhardt og Ringhof.

Under overfladenTorben Munksgaard - I virkeligheden

Der er studiesekretæren, der halter efter at være blevet kørt ned, men som kollegaen en aften ser løbe ubesværet hen ad vejen.

Der er den dygtige studine, der vinder en million, men senere dukker op som escort til en polterabend.

Og så er der fortælleren, der gennem falske opkald til sine medstuderende spinder et net af både løgne og sandheder, som bliver skæbnesvangert for de implicerede.

I virkeligheden er på den måde inddelt i en række fortællinger, der langsomt knyttes sammen af et overlappende persongalleri og en fælles reference til miljøet omkring kunsthistoriestudiet i København og nattelivet på indre Nørrebro.

Det skjulte

Interessen ligger hos de hemmeligheder, som karaktererne forsøger at holde skjult, men som har det med alligevel at finde vej til overfladen.

Torben Munksgaard skriver med stor præcision og indlevelse i sine karakterer, og romanen bæres frem af både de mundrette dialoger og det komplicerede og velorkestrerede plot.

Studielivets eksistentialisme

De rammende skildringer af studielivet trækkes op på et eksistentielt niveau, mens romanen bid for bid samler sig for læseren i en overraskende og helstøbt konstruktion.

Mere inderlighed end satire

Samtidig viser I virkeligheden tegn på, at en større inderlighed til dels har erstattet satiren fra tidligere udgivelser.

Munksgaard debuterede i 2007 med den opfindsomme og samfundssatiriske roman Retrograd, om en mand, der bliver yngre, og har siden udgivet to andre anmelderroste romaner, hvor forfatteren også leger med form og koncept.

Støttet af Statens Kunstfond

Og med sidste års tildeling af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, kan man måske tillade sig allerede at begynde at glæde sig til Munksgaards næste udspil.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Læs mere om forfatteren på torbenmunksgaard.dk

Køb bogen her

Older posts

© 2017 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑