Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: Signe Langtved Pallisgaard

Stine Askov: Kaninens år

Stine Askov: Kaninens år, 288 sider, Gyldendal

Stine Askov anmeldelseMidtlivskrise hos gennemsnitsdanskeren

Stine Askov er pædagog, men sprang i 2012 ud som forfatter med debutromanen Bid, der blev nomineret til debutantprisen i Forum.

Kaninens år er den letflydende og letgenkendelige opfølger om Trine på 37, der ligesom forfatteren er uddannet pædagog.

Hun bor i indre København, er gift med Asger og mor til to små piger. Men parforholdet er gået i stå, og hun ved ikke, hvordan de kommer videre.

Hverdagsdrama

Stilen er dagligdags, banal og mundtlig i de mange replikker, der fortæller hverdagsdramaet om det truende kollaps for en familie, som ligner de fleste andre danske kernefamilier.

Historien minder om Signe Langtved Pallisgaards debut fra tidligere på året, Et andet sted, men Askov halter langt bagefter Pallisgaard på tyngde og evnen til kompleks karakter- og plottegning.

Læs anmeldelsen af Signe Langtved Pallisgaards Et andet sted her

Nødvendigheden mangler

I Kaninens år mærker man ikke nødvendigheden, der tvinger personerne til at handle, som de gør.

Her bliver madpakkerne og den manglende sex udslagsgivende for, at Trine trækker sig fra forholdet.

Hvad kommer efter bruddet?

Det betyder en ny start langt oppe i Nordsjælland, hvor man går i grønne crocs og har kaniner i haven.

Men hvad sker der, efter at frihedstrangen har vundet, og man som enlig mor skal klare hverdagen alene med alt, hvad den byder på af edderkopper, alkoholiske naboer og umulige børn?

Genkendelig men overfladisk

Kaninens år er let at spejle sig i, hvis man er småbørnsmor i fast forhold, men vi kommer aldrig langt nok under overfladen på personerne, til at de for alvor sætter sig spor i læseren.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Signe Langtved Pallisgaard: Et andet sted

Signe Langtved Pallisgaard: Et andet sted, 256 sider, 249,95 kroner, Lindhardt og Ringhof.

Overbevisende og bevægende debutSigne Langtved Pallisgaard - et andet sted

Hvor langt skal man ned og bide i støvet, før tingene vender? Det er det store spørgsmål, som Signe Langtved Pallisgaard undersøger i sin meget rørende og fængslende debut Et andet sted.

I romanen følger vi Anna, som står i begyndelsen af sit voksenliv med mand og lille datter og kigger tilbage på sin barndom, mens hun træffer et afgørende valg i forhold til sin fremtid.

Hun bærer på mindet om en lillebror, der døde som ganske lille, da Anna selv var seks år. Familiens sorg over drengens død har sat sine spor i hende; måske dybere end hun er klar over.

I den anden ende af aldersspektret møder vi Annas kloge mormor, Oldingen, der ligger for døden på Rigshospitalet, mens familien frygter at skulle miste sin karismatiske ældste.

Et forhold i krise

Men den bærende historie er Anna og hendes mand Mattis og deres forholds potentielle kollaps, efter at Anna møder sin ungdomsflamme igen. Det er den, der holder læserens hjerte i et jerngreb, som langsomt strammes.

Helstøbt roman

Signe Langtved Pallisgaard har skrevet en flot og helstøbt roman med et velkonstrueret plot, der tør følge karaktererne ud af de afveje, hvor det gør rigtig ondt.

Eneste anke er en tendens til en sær anakronistisk sprogbrug især i bogens første halvdel, som ikke forekommer naturlig hverken for fortælleren eller for bogen som helhed.

Det ændrer dog ikke på, at ”Et andet sted” er en dyb bog, der rammer læseren hårdt med sin skildring af kærlighed mellem mennesker på godt og ondt.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Læs mere om forfatteren på signepallisgaard.dk

Køb bogen her

© 2023 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑