Anna Friis: Himmelpletter, 152 sider, Gyldendal.
Århusforfatter skriver menneskets stille sider frem
Anna Friis debuterede i 2011 med den lille, fine roman Vi er da voksne mennesker om et ungt par, der er gået i stå i specialeskrivning og kunstnerdrømme.
Læs anmeldelse af Anna Friis: Vi er da voksne mennesker (2011)
Himmelpletter er en opfølger, der ikke er en fortsættelse, men som godt kunne være det.
Mød Silke og Oliver
Silke er nyuddannet og arbejdsløs lingvist, der bliver lektiehjælper for 8-årige Oliver, som har mistet sin mor og bor alene med sin far. Silke er lige blevet forladt af sin kæreste, og hendes bedste veninde har annonceret, at hun er gravid.
Præcision og nøjsomhed
Ensomheden hos de to hovedpersoner skrives stille frem på siderne i Friis’ nøjsomme og præcise prosa. Ligesom usikkerheden, tvivlen, skammen og følelsen af at være forkert.
Olivers minder om glade øjeblikke med sin mor er rørende og knugende. Silkes eksistensløshed er nærmest ubærlig.
Psykologisk indsigt
At Friis’ er uddannet cand.psyk. og har talent for at skrive de psykiske dybder hos sine karakterer frem, giver stor værdi til romanen.
Mindre værdi har nogle skæve indskud, hvor en ukendt Sara pludselig udtaler sig om Oliver i en enkelt, kort sætning.
Lediggang
Til gengæld giver et par håndfulde afsnit under titlen “Lediggang” et indblik i de slag, som Silke og andre ledige må tage imod i form af høfligt formanende/jubeloptimistisk støttende/truende beskeder fra jobcenter, a-kasse og afslag på jobansøgninger.
Inderlig men ujævn
Samlet set er Himmelpletter både en mere inderlig og en mere ujævn læseoplevelse end debuten. Vi er tættere inde på livet af Silke og Oliver, men historien mister retning og formål undervejs.
[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]
Hvor længe kan man blive ved med at lyve for sig selv og tro, at man skal skrive ph.d. og være forsker, når man ikke engang formår at gøre sit speciale færdigt?