Litteraturterapi.dk

af Christine Fur

Tag: Dystopi

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24, 224 sider, 249,95 kroner, Gyldendal.

Krigens depraverendeKaspar Colling Nielsen Den danske borgerkrig_omslag
effekt på mennesket

Det er kun tre år siden, at Kaspar Colling Nielsen debuterede med den forholdsvis optimistiske vision Mount København, som indbragte ham Danske Banks Debutantpris.

Men der er milevidt til den foruroligende og grusomme dystopi, vi præsenteres for i Den danske borgerkrig 2018-24 – og så alligevel ikke. For selv om stemningen er omvendt dyster, bliver præmissen hurtigt den samme med umiskendeligt Kaspar Colling-aftryk.

Også her finder vi den særlige sammenvoksning af mennesker og dyr, også her har fantasien fået lov at sprænge alle rammer for, hvad de fleste mennesker evner at forestille sig.

Border collie på 350 år

Fra den gennemgående, detaljerede historie om borgerkrigen i København og fortælleren, der siden er blevet del af et stamcelleprogram, således at han nu er 475 år gammel og lever i bedste velgående med sin talende border collie Geoff på 350 år.

Til hallucinationen om en tomats liv fra en hård grøn kugle til følelsen af opløsning i en gryde sammen med lækre krydderier efter en voldsom proces med skoldning, flåning og opbevaring i en mørk dåse.

Eller fortællingen om honningtyveriet fra den utilregnelige brune bjørn Pia på ”den lukkede institution for kriminelle, psykisk syge, intelligente dyr”.

Kaspar Colling Nielsen – en ener i dansk litteratur

Colling Nielsen er en ener i dansk litteratur og har en fuldkommen vild forestillingsevne kombineret med et filosofisk talent, der udforsker verdens utallige eksistenser og eksistensmuligheder i umulige koblinger.

Det er voldsomt, brutalt, sadistisk, vulgært, grotesk, angstfremkaldende og hamrende interessant. Det er historiefortælling på højt, højt niveau og litteratur af en helt særlig kaliber. Og forhåbentlig forbliver det ren fiktion.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

Køb bogen her

Margaret Atwood: Syndflodens år

Margaret Atwood: Syndflodens år, 496 sider, roman, Lindhardt og Ringhof

Hvis man er til science fiction…margaret atwood Syndflodens år - anmeldelse

Det er en splittet anmelder, som sætter sig til tasterne for at anmelde den canadiske bestsellerforfatter Margaret Atwoods nye storværk ”Syndflodens år” (udkommet 2011 /red).

Velskrevet fremtidsberetning

På den ene side er romanen nemlig en velskrevet, satirisk, dystopisk og til mindste detalje yderst fantasifuld fremtidsberetning om en verden, hvor menneskets rovdrift på kloden og på næstekærligheden har nedbrudt både økosystem, etik, moral og samfund og efterladt et voldskontrolleret overvågningsanarki opdelt i små, autonome undergrupperinger, herunder de religiøse økofanatikere Gartnerne, som er romanens udgangspunkt.

Mangler dybde

Men der er et ’på den anden side’, hvor romanen aldrig åbner sig fuldt ud, måske fordi læseren aldrig kommer ordentligt ind under huden på de bærende karakterer – de to kvinder Toby og Ren, der som nogle af de eneste overlever den pandemi, der udsletter det meste af jordens befolkning.

Spekulativ fiktion

Eller måske simpelthen fordi science fiction ikke er denne anmelders foretrukne genre, selv om Atwood hellere vil kalde sin stil for ”spekulativ fiktion”.

Ensidige kønsbeskrivelser

En rammende betegnelse, men netop det meget komplekse og gennemtænkte plot kommer hurtigt til at virke for konstrueret.

For tit er mændene de onde, brutale sexgalninge, mens de unge kvinder er forsvarsløse ofre, der skal reddes.

Grotesk overflødighedshorn

Men romanen er også et komisk og grotesk overflødighedshorn af kreative slogans, salmer, opfindelser og betegnelser.

Som samlet oplevelse er ”Syndflodens år” både underholdende og mærkelig, tankevækkende og lidt uinteressant.

Den opbygger et gigantisk, komplekst scenarie og stiller spørgsmål ved vores behandling af kloden. Men denne anmelder blev aldrig fanget af fortællingen.

OBS. Margaret Atwood besøger litteraturfestivalen Louisiana Literature 2014 21.-24. august.

[Anmeldelsen er tidligere bragt i Fyens Stiftstidende]

© 2023 Litteraturterapi.dk

Theme by Anders NorenUp ↑