– forbrydelsen som motor for formidling

Paul Auster: ”By af glas” (i New York-trilogien)
Jan Kjærstad: Wergeland-trilogien
Arne Dahl: Europa Blues og andre bøger i serien om A-gruppen

 

Den populære krimi

Krimien er mere populær end nogensinde og nyder godt af en stor læserskare, heriblandt en del der aldrig læser andet end krimier.

Samtidig er krimien ugleset på det litterære parnas, og det af flere grunde.

De forbudte følelser

Traditionelt har krimien dyrket det spektakulære og det makabre og henvender sig dermed til nogle grundlæggende forbudte eller i hvert fald dystre følelser i os, hvor den almindelige skønlitterære prosa oftere handler om mere tilladte følelser på et højere æstetisk niveau.

Krimien – en formelgenre

Hertil kommer, at krimien som formelgenre synes at tiltrække forfattere uden de store litterære kundskaber, ligesom læserne nogle gange glemmer at stille krav til krimiens værdi som litteratur, fordi dens primære job er, at levere en god og spændende historie.

Plottet i centrum

Krimigenren har plottet i centrum, og der lægges ofte mere vægt på, at historien, der bliver fortalt, er spændende, overraskende og – helst også – bloddryppende, end på sproget og formen.

Krimiplot som motor for læsning

Til gengæld har mere litterære forfattere også taget krimimodellen til sig; måske netop fordi den udgør en forbindelse til det forjættede land, hvor bøger sælger og faktisk bliver læst.

Et krimiplot er simpelthen en motor for læsningen, og dermed med til at gøre det lettere at formidle sine budskaber.

Tre forfattere leger med krimien:

Paul Auster

Paul Auster lader i sin i sin geniale roman, By af glas, en gammeldags detektivhistorie være udgangspunktet for en jagt på noget helt andet og større end en potentiel forbryder.

Den lille roman, der har den labyrintiske storby som centralt motiv, spiller handling og form op imod hinanden og er metafiktion på højt niveau, altså et værk, der refererer til sig selv som litteratur og kunstværk.

By af glas er Austers internationale gennembrud og står stadig som en postmoderne klassiker.

Jan Kjærstad

Jan Kjærstad udgav fra starten af 1990’erne og frem til årtusindeskiftet den stort anlagte romantrilogi om Jonas Wergeland.

Efter endt læsning husker man de tre mammutromaner som alt andet end krimi, men det er faktisk en mordgåde, som gør den evigt filosoferende og tænksomme handling til mere end blot Jonas’ livsfortælling, men til en lang argumentation for og forklaring på en central og fatal scene.

Arne Dahl

Arne Dahl, som i virkeligheden hedder Jan Arnald og er doktor i litteraturvidenskab, har skrevet elleve bøger i serien om politienheden A-gruppen.

Modsat de to ovennævnte forfatteres bøger er disse deciderede krimiromaner i absolut topklasse hvad angår spænding, plot og gru.

Hvor Auster og Kjærstad bruger krimielementer i almindelig fiktion, bruger Jan Arnald i stedet sit pseudonym til at producere velskrevne krimier med et højt æstetisk og intellektuelt indhold.

På den måde får læseren en solid litterær oplevelse, mens bogen nærmest læser sig selv.

Store eksistentielle spørgsmål

Arne Dahl kan anbefales til alle krimielskere, mens Kjærstad og Auster henvender sig til dem, der i deres læsning søger flere spørgsmål end svar:

Hvad er et menneske? Hvad er et liv?

Hvad udgør et menneskes fortælling? Hvad er virkelighed, og hvad er drøm eller spejling?

Hvad er meningen med livet? Hvad er sprog?

Er der en kerne i identiteten? Og endnu flere eksistentielle spørgsmål, som gør læseren til et nyt og mere reflekteret menneske med disse læsninger i bagagen.